L 269 Forslag til lov om tilskud til Færøernes hjemmestyre.

Af: Finansminister Mogens Lykketoft (S)
Samling: 1992-93
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Det Politisk-Økonomiske Udvalg (PØU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3. beh.

Loven samler pr. 1. juli 1993 de nuværende 7 tilskud og 4 sociale refusionstilskud til ét generelt bloktilskud.

Loven gælder fra 1. juli 1993 til 31. december 1994.

Bloktilskuddet i 1993 er fastsat med udgangspunkt i de statslige udgifter på området, således som de er opført på finansloven for 1993. De samlede statslige udgifter til tilskud og sociale refusionstilskud til Færøerne vil derfor for 1993 udgøre i alt 809,9 mio. kr.

For 1994 fastsættes tilskuddet ligeledes med udgangspunkt i de budgetterede statslige udgifter i 1993 på 809,9 mio. kr. Tilskuddet reguleres dog i 1994 med én procent, der svarer til den gennemsnitlige pris- og lønregulering på statens driftsbudget for det pågældende år.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgik det, at regeringen og det færøske landsstyre den 1. februar 1993 aftalte, at der skulle ske en omlægning af statens tilskud og refusioner til et generelt bloktilskud til Færøerne.

Lovforslaget var en konsekvens af denne aftale.

Det var endvidere aftalt med Færøernes landsstyre, at der skulle nedsættes et dansk-færøsk embedsmandsudvalg, der skulle gennemføre et udredningsarbejde med henblik på, at der med virkning fra 1. januar 1995 kunne iværksættes en ny ordning for bloktilskuddet til Færøernes hjemmestyre. Ved fastlæggelsen af niveauet for bloktilskuddet fra 1995 skulle der bl.a. tages udgangspunkt i de endelige opgørelser af de sociale refusionsbeløb, der var udbetalt til Færøerne i 1992 og 1993. Endvidere skulle tilskuddet kunne korrigeres for udgifter, der påførtes den danske stat som følge af lovgivning i Lagtinget.

Lovforslaget vedtaget med 111 stemmer (S, KF, V, SF, CD, RV og KRF) mod 7 (FP).
Partiernes ordførere
Sonja Mikkelsen (S), Svend Heiselberg (V), Karen Højte Jensen (KF), Jes Lunde (SF), Kirsten Jacobsen (FP) og Jørgen Estrup (RV)