L 237 Forslag til lov om ændring af byggeloven og planlægningsloven.

Af: Boligminister Flemming Kofod-Svendsen ()
Samling: 1992-93
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Boligudvalget (BOU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Loven indeholder en forenkling af administrationen af dispensationer fra byggelovens § 10 A, dvs. bestemmelsen om, at opføres der mere end ét enfamilieshus på en ejendom, skal bebyggelsen anbringes således, at hver boligenhed med tilhørende grundareal kan udstykkes til en selvstændig ejendom med lovlig vejadgang. Loven medfører, at der fremover kun skal meddeles én dispensation. Den indbefatter samtidig dispensationer fra samtlige andre bebyggelsesregulerende bestemmelser i byggeloven og lokalplaner.

Loven indeholder endvidere en hjemmel til, at ETA-Danmark A/S, i perioden indtil gennemførelsen af EF's byggevaredirektiv er tilendebragt, kan foretage de nationale godkendelser af vand- og afløbsinstallationer samt materialer og konstruktioner.

Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at gennemførelsen af byggevaredirektivet var blevet væsentligt forsinket i EF-Kommissionen. Som følge heraf ville der blive tale om en væsentlig længere overgangsperiode med fortsat udstedelse af nationale godkendelser end først forudsat.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 112 stemmer (S, KF, V, SF, FP, CD, RV og KRF).
Partiernes ordførere
Søren Hansen (S), Bodil Thrane (V), John Vinther (KF), Pelle Voigt (SF), Kim Behnke (FP), Jørgen Estrup (RV), Svend Aage Jensen (CD) og Merethe Due Jensen (KrF)