L 231 Forslag til lov om ændring af lov om en garantiordning for udlån til nyetablerede virksomheder og nye aktiviteter i mindre og mellemstore virksomheder.

Af: Industriminister Jan Trøjborg (S)
Samling: 1992-93
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Erhvervsudvalget (ERU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Loven medfører, at den omhandlede garantiordning udvides fra kun at omfatte virksomheder inden for fremstillingserhverv samt bygge- og anlægserhverv til også at gælde for virksomheder inden for service og handel.

Endvidere medfører loven, at der ikke længere skal skelnes mellem nye og mindre virksomheder i administrationen af ordningen, da ordningen fremover under alle omstændigheder er åben for mindre virksomheder op til 50 ansatte på ensartede vilkår.

Bidraget til staten til tabshensættelsen af administration nedsættes fra 1,5 pct. til 1 pct.

Endelig bliver lovens titel ændret til »Lov om en garantiordning for udlån til nye aktiviteter i mindre virksomheder.«

Ifølge bemærkningerne til lovforslaget skulle det ses som et led i regeringens bestræbelser på at lette finansieringsvilkårene for især de mindre virksomheder. Lovforslaget skulle i øvrigt ses i sammenhæng med det samtidig fremsatte ændringsforslag til lov om Dansk Erhvervsudviklingsfond, se omtalen heraf under lovforslag nr. L 230. Herudover overvejede regeringen yderligere en række initiativer til forbedring af finansieringsvilkårene for dansk erhvervsliv.

Baggrunden for lovforslaget var, at der i tiden siden lovens vedtagelse i december 1992 havde været rejst en del kritik af ordningens udformning fra erhvervslivet og dets organisationer. Det drejede sig i særlig grad om kautionens dækningsgrad, om bidragets størrelse samt om afgrænsning af målgruppen til virksomheder inden for fremstilling og bygge- og anlægsvirksomhed. Hertil kom, at udviklingen siden årsskiftet havde forstærket pengeinstitutternes tilbageholdenhed med nye udlån.

Det fremgik endvidere, at den tidligere på året vedtagne lov om en garantiordning for udlån til nyetablerede virksomheder og nye aktiviteter i mindre og mellemstore virksomheder (jf. lovforslag nr. L 135 ovenfor) endnu ikke var trådt i kraft, hvorfor de ændringer, der var foreslået i nærværende lov, ville kunne nå at få virkning ved den oprindelige lovs ikrafttræden.

Lovforslaget vedtaget med 98 stemmer (S, KF, V, SF, CD, RV og KRF) mod 6 (FP).
Partiernes ordførere
Ole Vagn Christensen (S), Pia Larsen (V), Per Tærsbøl (KF), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Kim Behnke (FP), Hans Larsen-Ledet (RV), Sonja Albrink (CD) og Merethe Due Jensen (KrF)