L 228 Forslag til lov om aktindsigt i helbredsoplysninger.

Af: Sundhedsminister Torben Lund (S)
Samling: 1992-93
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Sundhedsudvalget (SUU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3. beh.

Lovens formål er dels at udvide den enkelte patients ret til aktindsigt i autoriserede sundhedspersoners journaler m.v., dels at tilvejebringe en mest muligt samlet regulering af retten til aktindsigt i helbredsoplysninger.

Loven omfatter således områder, hvor retten til aktindsigt hidtil har været reguleret af offentlighedsloven og af lov om private registre, dvs. aktindsigt i henholdsvis sygehusjournaler og private edb-journaler.

Med loven får en patient nu adgang til aktindsigt i alle autoriserede sundhedspersoners optegnelser i forbindelse med undersøgelse, behandling eller pleje, uanset om optegnelserne udarbejdes på offentlige eller private sygehuse, i privat praksis, i forbindelse med behandling eller pleje i private hjem eller på andre offentlige eller private institutioner, hvor der foretages undersøgelse, behandling eller pleje af patienter.

Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at der siden 1987 efter offentlighedsloven havde været ret til aktindsigt i manuelt førte sygehusjournaler, og at en tilsvarende ret blev indført i 1988 for så vidt angår edb-journaler i privat praksis.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 117 stemmer (S, KF, V, SF, FP, CD, RV og KRF).
Partiernes ordførere
Dorte Bennedsen (S), Jørgen Winther (V), Karen Højte Jensen (KF), Birgitte Husmark (SF), Jan Køpke Christensen (FP), Charlotte Enevoldsen (CD), Dorit Myltoft (RV) og Inger Stilling Pedersen (KrF)