L 17 Forslag til lov om ændring af lov om kemiske stoffer og produkter.

Af: Miljøminister Per Stig Møller (KF)
Samling: 1992-93
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Miljø- og Planlægningsudvalget (MPU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3. beh.

Med vedtagelsen af loven gennemfører Danmark direktiv om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler (91/414/EØF).

Efter direktivet skal plantebeskyttelsesmidler efter den 26. juli 1993 godkendes af både EF-Kommissionen og en national myndighed i de enkelte EF-lande. Kommissionen skal godkende de aktive stoffer, som plantebeskyttelsesmidlet indeholder, idet de skal vurderes og optages på en særlig EF-liste. Der findes ca. 700 aktive stoffer i bekæmpelsesmidler i Europa. Disse »gamle stoffer« skal i løbet af en 12-årig periode revurderes med henblik på optagelse på EF-listen. Den nationale myndighed skal godkende selve produktet.

Samtidig bliver gebyret på bekæmpelsesmidler ændret til en formålsbestemt afgift. Det betyder, at gebyrpengene skal bruges til bl.a. tilsyn og kontrol, forskning, uddannelse etc.

Lovforslaget fik sin endelige udformning gennem vedtagelsen af en række ændringsforslag stillet af miljøministeren fik loven sin endelige udformning. Særligt blev der vedtaget en række ændringer med hensyn til gebyret på bekæmpelsesmidler.

Gebyret består af en afgift på 500 kr. samt dertil 3 pct. af omsætningen. Den del af gebyret, der beregnes på grundlag af omsætningen, vil i fremtiden blive opkrævet hos den, der her i landet producerer eller fra udlandet får leveret godkendte bekæmpelsesmidler. Afgiften på de 500 kr. for hver godkendelse vil fortsat blive opkrævet hos indehaveren af godkendelsen.

Derudover er der vedtaget bestemmelser om brugerbetaling for sprøjtecertifikat, og om, at alle landmænd inden for en nærmere angivet tidsfrist skal have gennemgået et 12-timers kursus i håndtering af bekæmpelsesmidler.

Endelig er der indført ændrede straffebestemmelser. Bl.a. er strafferammen for overtrædelse af loven hævet til 2 år, og det bliver muligt at straffe personer, der undlader at anmelde bekæmpelsesmidler, som de får leveret fra udlandet.

Lovforslaget vedtaget med 117 stemmer (S, KF, V, CD, RV, KRF og Hans Erenbjerg (UP)) mod 20 (SF og FP).
Partiernes ordførere
Lise Hækkerup (S), Filt Jensen (V), Jens Jørgensen (KF), Jes Lunde (SF), Ernst B. Schmidt (FP), Lone Dybkjær (RV), Svend Aage Jensen (CD) og Ole M. Nielsen (KrF)