L 107 Forslag til lov om erhvervsgrunduddannelse m.v.

Af: Undervisnings- og forskningsminister Bertel Haarder (V)
Samling: 1992-93
Status: Stadfæstet
Titel ændret 18-06-1993 fra: Forslag til lov om erhvervsgrunduddannelse.

Beh sammen med L 104, L 105 og L 106.

Efter 1.beh henvist til Uddannelsesudvalget (UDU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Ved loven etableres en ny erhvervsgrunduddannelse møntet på de unge, der ikke allerede er kommet i gang med en ungdomsuddannelse.

Overordnet skal den nye uddannelse både styrke elevernes faglige kvalifikationer og medvirke til, at eleverne får en bedre social og personlig ballast i livet. Uddannelsen varer 2 år, hvor eleverne skal have undervisning mindst 20 og højst 40 uger. Resten af tiden skal eleverne være i praktik på en virksomhed eller på en værkstedsskole.

Uddannelsen tilrettelægges af kommunerne i samarbejde med de unge, de lokale erhvervsskoler og virksomhederne. Hver enkelt uddannelsesplan skal udformes som en forpligtende aftale mellem kommunen og den unge. Det skulle bl.a. sikre den unges retsstilling, hvis f.eks. en virksomhed opsiger sin praktikaftale i utide. Hvad angår selve praktikopholdet, skal der også her foreligge en skriftlig aftale mellem eleven og virksomheden.

Mens de går i skole, vil unge under 18 år modtage 500 kr. om ugen, mens unge over 18 år vil få 1000 kr. om ugen.

Loven tages op til revision i folketingsåret 1996-97.

Lovforslaget blev fremsat sammen med lovforslag nr. L 104, L 105 og L 106 som led i regeringens samlede initiativ for at skaffe flere praktikpladser. Lovforslagene blev fremsat på baggrund af en aftale af 20. november 1992 mellem samtlige partier bortset fra Fremskridtspartiet.

Lovforslaget vedtaget med 115 stemmer (S, KF, V, SF, CD, RV og KRF) mod 8 (FP).
Partiernes ordførere
Anne-Marie Meldgaard (S), Anders Mølgaard Jensen (V), Eva Bente Møller (KF), Ebba Strange (SF), Jan Køpke Christensen (FP), Jette Pors (CD), Ole Vig Jensen (RV) og Henning Lysholm (KrF)