L 101 Forslag til lov om ændring af lov om visse forbrugeraftaler og lov om forsikringsaftaler.

(Fortrydelsesret ved bestillingskøb og i forsikringsaftaler).

Af: Justitsminister Hans Engell (KF)
Samling: 1992-93
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Retsudvalget (REU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Loven ændrer reglerne om fortrydelsesret med hensyn til to forskellige typer af aftaler (dørsalg m.v.).

For det første indebærer loven en begrænsning af fortrydelsesretten i forbindelse med forbrugeraftaler om køb af varer, der skal fremstilles eller tilpasses efter forbrugerens individuelle behov (bestillingskøb).

For det andet udvider loven fortrydelsesretten vedrørende forsikringer, der tegnes af forbrugere. Der gennemføres således en almindelig fortrydelsesret for forbrugerforsikring. I tilknytning hertil gennemføres der en almindelig fortrydelsesret ved tegning af livsforsikring, hvad enten livsforsikringen tegnes ved en forbrugeraftale eller ej.

Bestemmelsen om fortrydelsesret ved bestillingskøb fik sin endelige udformning gennem et ændringsforslag stillet af regeringspartierne (S, CD, RV og KRF).

Lovforslagets regler om fortrydelsesret for forsikring tog for en dels vedkommende sigte på at gennemføre af visse bestemmelser i EF's 2. livsforsikringsdirektiv (90/619/EØF) om forsikringstagers ret til at kræve sig løst fra aftaler om livsforsikring m.v.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 108 stemmer (S, KF, V, SF, FP, CD, RV og KRF).
Partiernes ordførere
Holger Graversen (S), Jørgen Winther (V), John Vinther (KF), Ebba Strange (SF), Tom Behnke (FP), Sonja Albrink (CD), Elisabeth Arnold (RV) og Knud Glønborg (KrF)