Efter 1. beh henvist til Forsvarsudvalget (FOU).
Folketingsbeslutningen har følgende ordlyd:
»Folketinget meddeler sit samtykke til, at en dansk korvet deltager i den internationale maritime embargo mod det tidligere Jugoslavien. Korvetten vil udføre sine opgaver i henhold til FN's Sikkerhedsråds resolutioner nr. 713 af 25. september 1991, nr. 757 af 30. maj 1992, nr. 767 af 17. november 1992 og nr. 820 af 17. april 1993.«
Af bemærkningerne til beslutningsforslaget fremgik det, at baggrunden for beslutningsforslaget var FN's Sikkerhedsråds resolutioner nr. 820 af 17. april 1993 og nr. 767 af 17. november 1992.
Af bemærkningerne fremgik endvidere, at regeringen fandt, at situationen nødvendiggjorde, at sanktionerne, herunder den maritime embargo, mod det tidligere Jugoslavien blev effektivt håndhævet.
Regeringen foreslog derfor, at Danmark indtil udgangen af september 1993 skulle bidrage med en korvet til at forstærke den maritime styrke, som havde til opgave at håndhæve FN's sanktioner mod det tidligere Jugoslavien.
Det fulgte ifølge bemærkningerne til beslutningsforslaget af resolution nr. 767 og nr. 820, at håndhævelsen af den maritime embargo bl.a. kunne nødvendiggøre, at indgående og udgående skibsfart skulle standses med henblik på inspektion af deres last og bestemmelsessted. Det kunne herunder blive nødvendigt at overtage kontrollen med sådanne skibe. Dette indebar, at det danske orlogsfartøj kunne komme i situationer, hvor det eventuelt måtte anvende militære magtmidler, hvorfor Folketinget på forhånd måtte meddele sit samtykke hertil, jf. grundlovens § 19, stk. 2.
Beslutningsforslaget vedtaget enstemmigt med 118 stemmer (S, KF, V, SF, FP, CD, RV og KRF).