B 90 Forslag til folketingsbeslutning om Bornholm som vækstzone.

Af: Kim Behnke (FP) , Tom Behnke (FP) , Ole Donner (FP) , Niels Højland (FP) og Kirsten Jacobsen (FP)
Samling: 1992-93
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Erhvervsudvalget (ERU).

Ifølge forslaget skulle Folketinget pålægge regeringen i indeværende folketingsår at fremsætte de lovforslag, der er nødvendige til omdannelse af Bornholm til vækstzone. Forslagene udarbejdes ud fra bl.a. følgende retningslinier:

1) Bornholm får særstatus som vækstzone i en vækstperiode frem til 31. december 1999.

2) Eksisterende og nyetablerede virksomheder med hjemsted på Bornholm får den særstatus, at virksomhederne i vækstperioden bliver fritaget for at afregne en række skatter og afgifter.

3) Eksisterende og nyetablerede virksomheder på Bornholm skal i vækstperioden ikke være underlagt en lang række regler, f.eks.:

- Begrænsninger på helt fri udlejning af sommerhuse året rundt

- Begrænsninger på etablering og drift af campingpladser

- Begrænsninger på etablering og drift af pensionater

- Begrænsninger på etablering og drift af værelsesudlejning

- Begrænsninger på hoteldrift

- Lukkeloven.

Forslagsstillerne ønskede at ændre lovgivningen og andre hindringer for vækst, således at det ville komme hele landet til gavn. Men under hensyn til, at flertalsmulighederne i Folketinget var begrænset, havde Fremskridtspartiet valgt at fremsætte dette forslag til vækst på Bornholm.
Partiernes ordførere
Ole Vagn Christensen (S), Erik Larsen (V), Flemming Hansen (KF), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Kim Behnke (FP), Sonja Albrink (CD), Ebbe Lundgaard (RV) og Merethe Due Jensen (KrF)