B 79 Forslag til folketingsbeslutning om at øge sikkerheden hos det danske personel ved FN's fredsbevarende styrke i det forhenværende Jugoslavien (UNPROFOR) samt udvide det danske bidrag til UNPROFOR's hovedkvarterskompagni i Bosnien-Hercegovina.

Af: Forsvarsminister Hans Hækkerup (S)
Samling: 1992-93
Status: 2. behandlet/Vedtaget
Efter 1. beh henvist til Forsvarsudvalget (FOU).

Beslutningsforslaget har følgende ordlyd:

»Folketinget meddeler sit samtykke til, at der træffes foranstaltninger til at øge sikkerheden hos det danske personel ved FN's fredsbevarende styrke i det forhenværende Jugoslavien (UNPROFOR) som anbefalet i Sikkerhedsrådets resolution nr. 807 af 19. februar 1993.

Folketinget meddeler endvidere sit samtykke til, at det danske bidrag til UNPROFOR's hovedkvarterskompagni i Bosnien-Hercegovina udvides som anmodet af FN den 13. januar 1993.«

Af den skriftlige fremsættelse fremgik, at FN's Sikkerhedsråd med resolution nr. 807 af 19. februar 1993 besluttede at forlænge FN's fredsbevarende styrke i det tidligere Jugoslavien (UNPROFOR). Generalsekretæren blev samtidig anmodet om at tage alle nødvendige skridt til at styrke sikkerheden for UNPROFOR.

Det fremgik endvidere af den skriftlige fremsættelse, at det var regeringens opfattelse, at den senere tids udvikling ikke havde medført en øget fare for det danske personel. Regeringen fandt det imidlertid hensigtsmæssigt ud fra en vurdering af den værst tænkelige situation at forbedre de danske enheders evne til fortsat at løse deres opgaver under en truende situation, at forbedre personellets sikkerhed og at øge deres evne til at gennemføre nærforsvar. Man påregnede derfor at gennemføre følgende foranstaltninger i henhold til resolution nr. 807:

Ved den danske styrke i Kroatien skulle sanitetskapaciteten øges, transportkapaciteten såvel i form af lastvogne som pansrede mandskabsvogne skulle forøges, og den skulle have tilført 2 pansrede mortersektioner samt en pansret panserværnsraketdeling med missiler af typen TOW.

Ved den danske styrke i Bosnien-Hercegovina skulle den materielle sanitetskapacitet og den pansrede transportkapacitet forøges.

Endelig fremgik det af den skriftlige fremsættelse, at de samlede foranstaltninger ville betyde en personeltilførsel på i alt ca. 130 mand, heraf ca. 100 mand til Kroatien og ca. 30 mand til Bosnien-Hercegovina. Disse ville blive tilvejebragt og udsendt til respektive indsættelsesområder efter samme retningslinier som hidtil.

Beslutningsforslaget vedtaget med 116 stemmer (S, KF, V, SF, CD, RV og KRF) mod 8 (FP); 1 (Helen Jørgensen (S)) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Helen Beim (S), Svend Aage Jensby (V), Viggo Fischer (KF), Pelle Voigt (SF), Annette Just (FP), Svend Aage Jensen (CD) og Jørgen Estrup (RV)