B 59 Forslag til folketingsbeslutning om ansættelse i videnskabelige stillinger ved universiteterne og de højere læreanstalter.

Samling: 1992-93
Status: Bortfaldet
Beh sammen med B 58.

Efter 1. beh henvist til Uddannelsesudvalget (UDU).

Beslutningsforslaget havde følgende ordlyd:

»Folketinget opfordrer undervisningsministeren til at revidere bekendtgørelse nr. 597 af 3. december 1975 om ansættelse i professorstillinger, videnskabelige adjunkt/lektorstillinger og eksterne lektorater ved de højere uddannelsesinstitutioner under undervisningsministeriet og herunder foretage følgende ændringer:

1) Bedømmelsesudvalg skal sammensættes af aktive forskere fra det fagområde, som stillingen opslås i. Et flertal af bedømmelsesudvalgets medlemmer skal komme fra andre institutioner. For at sikre tilstrækkelig faglig viden bør forskere fra udenlandske institutioner inddrages i højere grad end nu.

2) Rektor skal påse, at stillingsopslaget ikke indeholder formuleringer, som skønnes alene at have til formål i urimeligt omfang at begrænse antallet af mulige kandidater til stillingen.

3) Instituttet skal høres om ansøgerne på linie med studienævnet.

4) Formuleringen om, at ansøgerne skal have kandidatgrad, ændres til et krav om fuldført forskeruddannelse med en dispensationsmulighed af hensyn til de generationer, hvor det endnu ikke var almindeligt at tage en forskeruddannelse.

5) Det præciseres, at der sædvanligvis ikke bør stilles krav om, at ansøgere medsender kopier af deres samlede produktion. I stedet bør der medsendes kopier af et antal videnskabelige værker efter ansøgerens eget valg, hvor antallet afhænger af publiceringspraksis i det pågældende fag.

6) Det præciseres, at der ikke kan opslås adjunktstillinger alene. Videnskabelige stillinger bortset fra professorater opslås som adjunkt/lektorstillinger, hvor det alene afhænger af den valgte ansøgers kvalifikationer, om ansættelse sker i en adjunkt- eller en lektorstilling. Såfremt ansættelse sker i en adjunktstilling, sker overgang til lektorstilling efter fornyet bedømmelse, men uden opslag.«

Af bemærkningerne til beslutningsforslaget fremgik det, at forslagsstillerne mente, at der ikke havde været tilstrækkelig interesse for de mekanismer, der i det daglige stimulerede forskningens kvalitet. F.eks. burde forskerne til stadighed underkastes bedømmelse fra andre forskere i forbindelse med bevillings- og stillingsansøgninger. Det blev foreslået at modernisere ansættelsesbekendtgørelsen fra 1975.
Partiernes ordførere
Sonja Mikkelsen (S), Hanne Severinsen (V), John Vinther (KF), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Kirsten Madsen (FP), Elisabeth Arnold (RV) og Merethe Due Jensen (KrF)