Efter 1. beh henvist til Det Politisk-Økonomiske Udvalg (PØU).
Beslutningsforslaget havde følgende ordlyd:
»Folketinget pålægger regeringen at stille som ufravigelig betingelse og forudsætning for tildeling af alle former for offentlige tilskud og garantier inden for det danske rigsfælleskab, at det sikres, at følgende er gældende i den del af rigsfælleskabet uden for Danmark, der modtager offentlige tilskud og garantier m.m.:
1) Ministeransvarlighedsregler svarende til de gældende regler i Danmark,
2) Immunitetsregler for ministre og for folkevalgte svarende til de gældende regler i Danmark,
3) Habilitetsregler for ministre og for folkevalgte svarende til de gældende regler i Danmark,
4) Habilitetsregler i øvrigt svarende til de gældende regler i Danmark,
5) Offentlighed i forvaltningen svarende til de gældende regler i Danmark,
6) At en særlig banklov (med hensyn til Finanstilsynets tilsynsmuligheder) lever op til den danske bank- og sparekasselovs bestemmelser,
7) At den danske Rigsrevision opnår adgang til revision af alle områder, hvortil der ydes offentlige tilskud eller garantier m.m. fra Danmark, og at der i de færøske og grønlandske lovgivninger findes regler om:
8) At der i forbindelse med tildeling af sociale ydelser stilles krav om, at de regler om indkomstforhold, formueforhold og formueafkast, der lægges til grund for ydelsens beregning, svarer til de gældende regler i Danmark,
9) At der sikres kontrolmuligheder i forbindelse med tildeling af sociale ydelser og dagpenge, der svarer til de kontrolmuligheder, det danske CPR-nummersystem og folkeregistrering giver.«
Af bemærkningerne til beslutningsforslaget fremgik det, at formålet med forslaget var at sikre, at der fremover for Færøerne og Grønland gjaldt mindst samme regler i forbindelse med tildeling og anvendelse af alle former for offentlige tilskud og garantier som i Danmark.
Beslutningsforslaget forkastet, idet 8 (FP) stemte for, 116 (S, KF, V, SF, CD, RV og KRF) imod.