B 25 Forslag til folketingsbeslutning om tildeling af statens uddannelsesstøtte til enkeltfagskursister.

Samling: 1992-93
Status: Bortfaldet
Tilbagetaget af de oprindelige fremsættere d. 11. februar 1993.
Optaget af Rahbæk Møller (SF) og Ebba Strange (SF) d. 11. februar 1993.

Efter 1. beh henvist til Uddannelsesudvalget (UDU).

Beslutningsforslaget havde følgende ordlyd:

»Folketinget opfordrer undervisnings- og forskningsministeren til at ændre bekendtgørelsen om uddannelsesstøtte, bekendtgørelse nr. 554 af 22. juni 1992, således at der til § 5 føjes et nyt stk. 4, der affattes således:

»Stk. 4. Styrelsen kan godkende enkeltfagsundervisning som støtteberettigende uddannelse med mindre end 28 timer, dog ikke mindre end 20 timer, hvis den uddannelsessøgende er over 23 år eller over for uddannelsesinstitutionen dokumenterer at have forsørgelsesforpligtelser, der i væsentlig grad må antages at have indflydelse på den uddannelsessøgendes muligheder for at fuldføre et kursusforløb med 28 timer pr. uge.«

Ændringen af bekendtgørelsen bør have virkning umiddelbart efter Folketingets vedtagelse af beslutningsforslaget.«

Af bemærkningerne til beslutningsforslaget fremgik det, at der ved undervisnings- og forskningsministerens bekendtgørelse nr. 554 af 22. juni 1992 var blevet gennemført en stramning af mulighederne for tildeling af uddannelsesstøtte (SU) til enkeltfagskursister. Bekendtgørelsen medførte nemlig, at en tidligere mulighed for SU i ca. 3 år var blevet indsnævret til 23 måneder, og at det ugentlige timetal var hævet fra 20 til 28 timer. Denne stramning frygtede forslagsstillerne ville føre til udstødning af uddannelsesfremmede voksne. Forslaget åbnede derfor mulighed for at tage hensyn til voksne uddannelsessøgende eller uddannelsessøgende med forsørgerforpligtelser.
Partiernes ordførere
Frank Jensen (S), John Vinther (KF), Jan Køpke Christensen (FP), Jette Pors (CD), Dorit Myltoft (RV) og Merethe Due Jensen (KrF)