L 74 Forslag til lov om det offentlige sundhedsvæsen.

Af: Sundhedsminister Ester Larsen ()
Samling: 1991-92
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Sundhedsudvalget (SUU).

Lovforslaget indeholdt en revision af størstedelen af lovgivningen for det kommunale og amtskommunale sundhedsvæsen. Efter lovforslaget skulle 9 af de nuværende sundhedslove samles i en fælles lov. Det drejede sig om lovene om sygehusvæsenet, den offentlige sygesikring, sundhedsplejerskeordningen, skolelægeordningen, tandpleje m.v., hjemmesygeplejerskeordningen, gratis vaccination mod visse sygdomme, lægeundersøgelse af børn samt svangerskabshygiejne og fødselshjælp.

Formålet med lovforslaget var

- at styrke borgernes rettigheder inden for det offentlige sundhedsvæsen,

- at sikre en bedre sammenhæng både i behandlingen af den enkelte patient og i tilrettelæggelsen af hele sundhedsvæsenet,

- at styrke den forebyggende indsats i amtskommuner og kommuner,

- at forenkle og modernisere sundhedsvæsenet og sundhedslovgivningen.

Lovforslaget var en delvis genfremsættelse af lovforslag nr. L 118, der blev fremsat, men ikke færdigbehandlet i folketingsåret 1989-90, se herom i Årbog & Registre 1989-90, side 111. Dette lovforslag blev genfremsat som lovforslag nr. L 37 i folketingsåret 1990-91 (1. samling), se herom i Årbog & Registre 1990-91, side 89.

I Sundhedsudvalgets beretning af 16. juni 1992 over lovforslaget tilkendegav et flertal bestående af alle partier med undtagelse af Fremskridtspartiet, at man var enig om, at følgende ændringer skulle træde i kraft den 1. januar 1993:

- Den enkelte patient skulle have friere sygehusvalg. Ved indlæggelse på sygehus m.v. skulle den enkelte patient have ret til at vælge mellem indlæggelse i sin bopælsamtskommune, i en anden amtskommune, på Rigshospitalet eller på et privat specialsygehus.

- Med henblik på at sikre en række private specialsygehuses fortsatte drift skulle den enkelte amtskommune have pligt til at yde gratis behandling på disse sygehuse til personer med bopæl i amtskommunen.

- Sundhedsministeren skulle bemyndiges til at fastsætte regler om tilrettelæggelsen af amtskommunernes ambulancetjenester. I en kommende bekendtgørelse skulle der fastsættes regler, som indebar minimumsgrænser for ambulancebemandingen og -udrustningen, bedre planlægning, koordinering og visitation af ambulanceindsatsen samt bedre uddannelse af ambulancemandskabet.

- Den enkelte amtskommune skulle have lovhjemmel til at opkræve en takst fra kommunerne for færdigbehandlede patienter, der var indlagt og ikke kunne udskrives på grund af manglende plejehjemspladser eller andre passende kommunale sociale og sundhedsmæssige tilbud, som var påkrævet på grund af patienternes tilstand.

- Endelig skulle der gennemføres en lovgivning om en sammenhængende sundhedsplanlægning. Efter denne lovgivning skulle amtskommunernes og kommunernes samarbejds- og planlægningsvirksomhed omfatte både en forebyggelsesindsats og sundhedsvæsenets behandlings- og plejeopgaver m.v.
Partiernes ordførere
Hanne Andersen (S), Mariann Fischer Boel (V), Karen Højte Jensen (KF), Birgitte Husmark (SF), Jan Køpke Christensen (FP), Lis H. Noer (CD), Elisabeth Arnold (RV) og Inger Stilling Pedersen (KrF)