L 69 Forslag til lov om ændring af lov om styrelsen af statsbanerne.

Af: Tommy Dinesen (SF) , Steen Gade (SF) , Birthe Hansen (SF) og Søren Riishøj (SF)
Samling: 1991-92
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Trafikudvalget (TRU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Ved loven ændres antallet af medlemmer af Jernbanerådet fra 15 til 16, idet trafikministeren beskikker 1 repræsentant for Forbrugerrådet.

Loven træder i kraft 1. april 1992.

Om baggrunden for lovforslaget anførte forslagsstillerne i bemærkningerne til forslaget bl.a. følgende:

'Det er ikke SF's opfattelse, at det i sig selv tjener noget formål at udvide det samlede antal af medlemmer i Jernbanerådet. Vi mener dog, at det vil være af stor værdi, at der også kommer en repræsentant fra pendlerklubberne, der er tilknyttet stationsrådene, som fast repræsentant i Jernbanerådet. Det vil efter vores opfattelse tilføre rådet en aktivitet og berigelse i debatten om den overordnede målsætning af virksomheden.'

I det oprindelige lovforslag var der således udtrykt ønske om, at det 16. medlem skulle være et medlem af de såkaldte pendlere i de eksisterende stationsråd, men et ændringsforslag fra forslagsstillerne om at ændre dette til en repræsentant for Forbrugerrådet blev vedtaget ved lovforslagets 2. behandling.

Lovforslaget vedtaget med 78 stemmer (S, SF, CD, RV og KRF) mod 49 (KF, V og FP).
Partiernes ordførere
Søren Hansen (S), Helge Sander (V), Bo Friis (KF), Tommy Dinesen (SF), Jan Køpke Christensen (FP), Arne Melchior (CD) og Inger Stilling Pedersen (KrF)