L 273 Forslag til lov om ændring af lov om arbejdstilbud til ledige.

(Statskvoten m.v.).

Af: Arbejdsminister Knud Erik Kirkegaard (KF)
Samling: 1991-92
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Arbejdsmarkedsudvalget (AMU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven sigter mod at forbedre kommunernes budgetteringsgrundlag.

For det første ændres datoen for Indenrigsministeriets udmelding til kommunerne om den forventede størrelse af deres udligningsbeløb for det følgende år fra senest 1. juni til senest 1. september.

For det andet ændres statens forpligtelse til at ansætte og betale for 10 pct. af de langtidsledige inden for hvert amt, således at staten betaler kommunerne, hvad der svarer til 10 pct. af de samlede lønudgifter efter fradrag af statstilskud ved ansættelse af ledige.

Statens bidrag udbetales til de enkelte kommuner i forhold til deres lønudgifter efter statstilskud.

Ifølge bemærkningerne til lovforslaget havde det i praksis vist sig umuligt at sikre, at de ledige, der blev ansat i statsinstitutioner, fordelte sig jævnt på alle kommuner. Det betød, at nogle kommuner har haft færre end 10 pct. af deres langtidsledige placeret i staten og andre kommuner flere end 10 pct. Dette har været til økonomisk ulempe for de førstnævnte kommuner.

For at løse disse økonomiske problemer skulle staten betale kommunerne, hvad der svarer til 10 pct. af de samlede lønudgifter efter fradrag af statstilskud ved ansættelse af ledige. Dette skulle sikre, at alle kommuner økonomisk set stilles lige, selv om de ikke får placeret relativt lige mange langtidsledige i statsinstitutioner, samt at kommunerne holdes økonomisk skadesløse ved eventuelle udsving i statskvoten.

Begrundelsen for at udsætte Indenrigsministeriets udmelding til kommunerne om den forventede størrelse af deres udligningsbeløb for det følgende år var, at ministeriet herved kunne forbedre sit grundlag for udmelding og dermed også kommunernes budgetsikkerhed.

Loven træder i kraft den 1. januar 1993.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 118 stemmer (S, KF, V, SF, FP, CD, RV og KRF).
Partiernes ordførere
Ole Vagn Christensen (S), Jørgen Winther (V), Pia Christmas-Møller (KF), Lilli Gyldenkilde (SF), Poul Nødgaard (FP) og Jørgen Estrup (RV)