L 220 Forslag til lov om ændring af lov om ændring af forskellige skattelove.

(Personfradragsregler for ikke reelt enlige pensionister).

Samling: 1991-92
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Skatteudvalget (SAU).

Lovforslaget indebar en ændring af personfradragsreglerne.

Ifølge forslaget skulle en enlig pensionist kun kunne modtage forhøjet personfradrag, hvis den pågældende er reelt enlig ved udgangen af indkomståret, uanset om den pågældende var blevet pensionist inden den 26. april 1990. En person, der var blevet pensionist inden den 26. april 1990, men ikke er reelt enlig, ville derimod miste det forhøjede personfradrag.

Ved lov nr. 422 af 13. juni 1990 om ændring af personskatteloven blev der gennemført en ændring af personfradragsreglerne for ugifte og separerede pensionister, der ikke er reelt enlige.

Lovændringen, som havde virkning for personfradraget fra og med indkomståret 1991, blev indført med henblik på en fremtidig skattemæssig ligestilling mellem gifte pensionister og ugifte pensionister, der lever i et parforhold.

Ifølge lovændringen kunne enlige pensionister, der blev pensioneret den 26. april 1990 eller senere, kun modtage forhøjet personfradrag på betingelse af, at de var reelt enlige ved udgangen af indkomståret.

Personer, der allerede havde opnået ret til pension før den 26. april 1990 eller var fyldt 67 år, bevarede dog retten til forhøjet personfradrag for enlige pensionister efter de hidtidige regler. Retten bortfaldt dog, hvis de den 26. april 1990 eller senere foretog ændringer af samlivsforholdet, så de ikke længere kunne betragtes som reelt enlige.

Det var disse regler, forslagsstillerne ønskede at ændre ved fremsættelsen af lovforslaget.
Partiernes ordførere
Pia Gjellerup (S), Peter Brixtofte (V), Kai Dige Bach (KF), Jens Thoft (SF), Ole Donner (FP), Bente Juncker (CD) og Flemming Kofod-Svendsen (KrF)