Beh sammen med L 21.
Efter 1. beh henvist til Skatteudvalget (SAU).
Efter 2. beh henvist til fornyet beh i Skatteudvalget (SAU).
Loven medfører, at der i dansk skattelovgivning indføres regler om fusion, spaltning, tilførsel af aktiver og ombytning af aktier vedrørende selskaber i forskellige EF-lande.
Loven indebærer, at de nævnte strukturændringer under visse betingelser ikke længere skal udløse kapitalgevinstbeskatning. Loven giver hermed mulighed for, at f.eks. et dansk selskab kan ophøre ved fusion med et selskab i et andet EF-land, uden at dette udløser beskatning. Loven indeholder endvidere en afskaffelse af beskatningen af udbytte fra et dansk datterselskab til et moderselskab, der er hjemmehørende i en anden EF-medlemsstat.
Loven indeholder endelig regler om spaltning, tilførsel af aktiver og ombytning af aktier for selskaber, der alle er hjemmehørende i Danmark, og en særregel om genbeskatning af underskud.
Lovforslaget indeholdt regler, der var nødvendige for, at Danmark kunne gennemføre to EF-direktiver. Det drejer sig om det såkaldte fusionsdirektiv (90/434/EØF), og om det såkaldte moder-/datterselskabsdirektiv, (90/435/EØF).
Gennemførelsen af fusionsdirektivet medfører, at det bliver lettere at gennemføre grænseoverskridende strukturændringer for selskaber inden for EF.
Moder-/datterselskabsdirektivet skal forhindre, at der kan ske dobbeltbeskatning af den del af et datterselskabs overskud, der udloddes som udbytte til et moderselskab i et andet EF-land.
Lovforslaget fik sin endelige udformning gennem vedtagelsen af en række ændringsforslag stillet af skatteministeren.
Lovforslaget vedtaget med 107 stemmer (S, KF, V, FP, CD, RV og KRF) mod 12 (SF).