B 82 Forslag til folketingsbeslutning om kontrol med medicinpriser.

Samling: 1991-92
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Sundhedsudvalget (SUU).

Beslutningsforslaget havde følgende ordlyd:

»Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af 1992 at etablere en prisgodkendelsesordning for lægemidler, der ønskes markedsført i Danmark..«

Af bemærkningerne til beslutningsforslaget fremgik det, at medicinpriserne i Danmark generelt var høje, idet den danske medicinalindustris leveringspriser (ab fabrik) lå cirka 20 pct. over det gennemsnitlige niveau for EF. Dette forhold skyldtes ifølge forslagsstillerne i første række, at der i realiteten var fri prisfastsættelse for producenter og importører ved salg af medicin i Danmark.

Efter forslagsstillernes opfattelse beviste den seneste tids parallelimport af medicin, at der ofte var tale om uforholdsmæssigt høje priser. En ny importør havde åbnet for en priskrig på det danske marked inden for visse medicingrupper. Priserne var mellem 30 og 50 pct. lavere end for de hidtil billigste præparater.

Hensigten med beslutningsforslaget var at nedbringe medicinpriserne gennem en prisgodkendelsesordning for præparater, som ønskedes markedsført i Danmark. Der skulle være tale om en egentlig kontrol med producentens og importørens priser, og det blev foreslået, at reglerne om prisfastsættelse på medicin i det væsentlige baseredes på det nuværende svenske system, hvilket ville indebære, at priserne fastsattes med udgangspunkt i priserne i en række andre lande, som vi normalt sammenligner os med.

Beslutningsforslaget var en revideret genfremsættelse af punkt 1 i beslutningsforslag nr. B 6 fremsat i folketingsåret 1990-91 (2. samling), jf. omtalen i Årbog & Registre 1990-91, side 340.
Partiernes ordførere
Martin Glerup (S), Mariann Fischer Boel (V), Karen Højte Jensen (KF), Birgitte Husmark (SF), Jan Køpke Christensen (FP), Lis H. Noer (CD), Elisabeth Arnold (RV) og Inger Stilling Pedersen (KrF)