B 81 Forslag til folketingsbeslutning om ændring af lov om elforsyning.

Samling: 1991-92
Status: 2. behandlet/Vedtaget
Efter 1. beh henvist til Det Energipolitiske Udvalg (EPU).

Folketingsbeslutningen har følgende ordlyd:

»Folketinget opfordrer regeringen til senest i oktober 1992 at fremsætte forslag til lov om ændring af lov om elforsyning, således at der skabes en utvetydig hjemmel for Elsam og Elkraft til at engagere sig i etablering og drift af kraftvarmeværker m.v. i udlandet. Dette skal kunne ske med baggrund i elselskabernes eksisterende kapitalgrundlag, herunder den løbende forskudshenlæggelse, og inden for en samlet risiko- og garantiforpligtelse på op til 1 mia. kr.

Endvidere opfordres regeringen til i samme sammenhæng at skabe klar lovmæssig hjemmel for, at elselskaberne kan tilbyde 3. parts finansiering som et led i bestræbelserne på at gennemføre elbesparelser.«

Af bemærkningerne til beslutningsforslaget fremgik det, at et direkte engagement i etablering og drift af kraftvarmeværker og andre former for elproduktion i udlandet efter forslagsstillernes opfattelse kunne indebære betydelige miljømæssige og kommercielle fordele. Usikkerhed med hensyn til Elsams og Elkrafts formelle handlemuligheder indebar imidlertid, at der i praksis kun kunne gennemføres meget små aktiviteter på området.

I betragtning af dansk kraftvarmeteknologis internationale placering og i betragtning af, at en indsats på dette område formentlig var den mest effektive måde at forbedre miljøet i regionen på, burde der skabes sikkerhed for, at sådanne engagementer kunne gennemføres. Danske erfaringer med vindmølleparker, renovering af kraftværker og avanceret røggasrensning kunne også danne grundlag for aktivitet i udlandet.

Forslagsstillerne forudsatte, at Elsam og Elkraft anlagde en forholdsvis forsigtig strategi og startede med relativt overskuelige projekter, og at gennemførelsen af disse i alle tilfælde udskiltes i særligt selskabsmæssigt regi. Beslutningsforslaget fik sin endelige udformning gennem vedtagelsen af et ændringsforslag, der blev stillet i udvalgets betænkning. Ændringsforslaget blev fremsat af S, CD og RV, og det blev tiltrådt af SF og KRF.

Beslutningsforslaget vedtaget med 66 stemmer (S, SF, CD, RV og (ved en fejlafstemning) 1 (KRF)) mod 48 (KF, V, FP og KRF).
Partiernes ordførere
Ingrid Rasmussen (S), Peter Hansen-Nord (V), Per Tærsbøl (KF), Holger K. Nielsen (SF), Kim Behnke (FP), Peter Duetoft (CD) og Jens Bilgrav-Nielsen (RV)