B 71 Forslag til folketingsbeslutning om ændring af bestemmelserne i bistandsloven om svangre- og mødrehjem og forsorgshjem m.v.

Samling: 1991-92
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Socialudvalget (SOU).

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

»Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte forslag til ændring af §§ 101-111 i lov om social bistand, således at disse bestemmelser udgår og der i stedet for indsættes bestemmelser, som forpligter amtsråd og kommunalbestyrelser til enten hver for sig eller sammen og eventuelt i samarbejde med organisationer at oprette og drive herberger, herbergsasyler og boligtilbud til særligt truede grupper efter retningslinjer, der nærmere angives i forslagets bemærkninger.

Regeringen opfordres videre til at fastsætte bestemmelser i bistandsloven om, at herberger, herbergsasyler og botilbud kan etableres efter samme finansieringsbestemmelser som ældreboliger.«

Det fremgik af de skriftlige bemærkninger til beslutningsforslaget, at forslagsstillerne fandt, at de eksisterende forsorgshjem var blevet utilstrækkelige i deres nuværende form. Der var ikke tilbud nok, og forholdene kunne være direkte psykisk nedbrydende.

Ifølge forslagsstillerne havde udviklingen inden for herbergsområdet - herunder virkningen af nedlæggelsen af ca. 8.000 psykiatriske sengepladser - vist, at der var behov for at oprette og drive en anden slags institutioner. Derfor foreslog forslagsstillerne, at der oprettedes helt nye institutionstyper til særligt truede grupper.
Partiernes ordførere
Jytte Andersen (S), Eva Kjer Hansen (V), Karen Højte Jensen (KF), Hanne Thanning Jacobsen (SF), Tom Behnke (FP), Bente Juncker (CD), Lone Dybkjær (RV) og Flemming Kofod-Svendsen (KrF)