B 39 Forslag til folketingsbeslutning om børnepasningsgaranti og afvikling af ventelisterne til daginstitutioner og dagpleje.

Samling: 1991-92
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Socialudvalget (SOU).

Forslaget til folketingsbeslutning blev indledt på følgende måde:

»Folketinget opfordrer regeringen til at sikre, at der senest i 1995 træder en kommunal garanti for pasning af småbørn i kraft, og at der omgående påbegyndes en hurtig afvikling af ventelisterne til pasningsordninger for småbørn.« Beslutningsforslaget beskrev herefter en række ændringer i retsgrundlaget, som ville gøre det muligt for kommunerne at yde den foreslåede garanti.

Det fremgik af de skriftlige bemærkninger til beslutningsforslaget, at forslagsstillerne fandt det urimeligt, at der som hovedregel var en betydelig ventetid på at få et kommunalt pasningstilbud. Dette var dårligt for både børn og forældre og for arbejdsmarkedet, som blev mindre fleksibelt. Derfor foreslog forslagsstillerne, at der blev indført en lovfæstet garanti for kommunal pasning efter samme princip, som gælder for børn i den undervisningspligtige alder.
Partiernes ordførere
Jytte Andersen (S), Eva Kjer Hansen (V), Karen Højte Jensen (KF), Hanne Thanning Jacobsen (SF), Tom Behnke (FP) og Lone Dybkjær (RV)