B 33 Forslag til folketingsbeslutning om kontanthjælpsmodtageres ret til at udføre ulønnet arbejde (slip de ledige løs).

Samling: 1991-92
Status: Bortfaldet
Beh sammen med B 32 og B 34.

Efter 1. beh henvist til Socialudvalget (SOU).

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende indledning:

»Folketinget opfordrer socialministeren til i indeværende folketingssamling at foretage de nødvendige ændringer i love, bekendtgørelser m.v., der skaber mulighed for, at bistandshjælpsmodtagere, der har modtaget kontanthjælp i mere end 3 måneder, får mulighed for at påtage sig ulønnet arbejde.« Beslutningsforslaget indeholdt herudover en række nærmere retningslinier for de ønskede ændringer. Det var forslagsstillernes hensigt, at ændringerne skulle gælde frem til 1996.

Forslagsstillerne henviste til, at princippet om, at en ledig skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet, var indført på et tidspunkt, da der ikke var tale om større ledighed. Da der nu var stor arbejdsløshed, og kontanthjælpsmodtagere stod bagest i køen til at få arbejde, var princippet meningsløst og direkte psykisk nedbrydende for nogle.

Forslaget blev fremsat sammen med et tilsvarende forslag, der rettede sig mod loven for arbejdsløshedsforsikring (beslutningsforslag nr. B 32).
Partiernes ordførere
Pernille Forchhammer (S), Jytte Andersen (S), Ole Vagn Christensen (S), Helge Sander (V), Pia Christmas-Møller (KF), Villy Søvndal (SF), Jes Lunde (SF), Niels Højland (FP), Peter Duetoft (CD), Lone Dybkjær (RV) og Knud Glønborg (KrF)