B 18 Forslag til folketingsbeslutning om større handlefrihed for DSB.

Af: Tommy Dinesen (SF) , Steen Gade (SF) , Birthe Hansen (SF) og Søren Riishøj (SF)
Samling: 1991-92
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Trafikudvalget (TRU).

Ifølge forslaget til folketingsbeslutning opfordrede Folketinget regeringen til at give DSB mulighed for at indgå forretnings- eller selskabslignende konstruktioner samt mulighed for at indskyde kapital i nye aktiviteter inden for trafikområdet.

Der skulle således være mulighed for DSB til at indskyde kapital i såvel udviklingsaktiviteter som driftsaktiviteter, og der kunne være tale om en aktivitet, som DSB gennemførte alene eller sammen med danske eller udenlandske samarbejdspartnere.

Ordningen skulle ifølge forslaget til folketingsbeslutning gennemføres således, at DSB kunne disponere friere end i dag, hvor den bevillingsmæssige myndighed ligger i Folketingets Finansudvalg.

I bemærkningerne til forslaget til folketingsbeslutning henviste forslagsstillerne til de mange milliarder kroner, som Danmark nu og i fremtiden investerer i de faste forbindelser på Storebælt og Øresund samt elektrificeringen af DSB-togbanenettet, IC3-togene m.v. I den forbindelse anførte forslagsstillerne:

»Med disse store samfundsinvesteringer i DSB og med kravene til DSB om bedre økonomi samtidig med kravene om flere kunder og bedre service opstår spørgsmålet, om DSB skal have større frihed til at indgå i forretnings- eller selskabslignende konstruktioner efter samme principper som den transportsektor, de skal kunne konkurrere med i fremtiden om transporten af passagerer og gods, for slet ikke at nævne den enorme konkurrence fra private og lastbiler, de allerede kæmper imod..«
Partiernes ordførere
Helge Mortensen (S), Helge Sander (V), Karen Højte Jensen (KF), Tommy Dinesen (SF), Ernst B. Schmidt (FP), Jens Bilgrav-Nielsen (RV) og Inger Stilling Pedersen (KrF)