L 60 Forslag til lov om ændring af lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner.

(Budgetgaranti).

Af: Indenrigsminister Thor Pedersen (V)
Samling: 1990-91 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Kommunaludvalget (KOU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Ved loven indføres en kommunal budgetgaranti vedrørende udviklingen i de samlede kommunale udgifter til kontanthjælp og førtidspension.

Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at lovforslaget var et led i gennemførelsen af aftalen af 27. september 1990 mellem regeringen og Kommunernes Landsforening om refusionsomlægning og budgetgaranti. Forslaget skulle ses i sammenhæng med det samtidigt fremsatte forslag til lov om ændring af den sociale styrelseslov og lov om social pension m.v. (Omlægninger af regler om tilkendelse af førtidspension, refusionssatser og ankestrukturen m.v.), L 62.

Nærværende lovforslag omhandlede den del af aftalen, der vedrørte den kommunale budgetgaranti.

Aftalen af 27. september 1990 mellem regeringen og Kommunernes Landsforening indebar, at der indførtes en fælles refusionsprocent på 50 pct. af kommunernes udgifter til de forskellige overførselsindkomster, herunder førtidspension.

En omlægning af refusionerne efter disse retningslinier ville indeholde en bedre tilskyndelse til at vælge aktive ydelser frem for passive.

Om sammenhængen med de kommunale udgifter hed det i aftalen:

'Regeringens aktiveringspolitik vil kunne føre til, at kommunerne vil få ansvaret for en større personkreds, end de har efter de gældende regler. Indførelsen af medfinansiering af udgiften til førtidspension for de under 60-årige vil endvidere give kommunerne økonomisk medansvar for dele af udgifterne til en i de seneste år kraftigt voksende befolkningsgruppe.

De foreslåede ændringer aktualiserer endvidere spørgsmålet om kontanthjælpsudgifternes konjunkturfølsomhed.

Kommunernes Landsforening og regeringen er derfor enige om at foreslå en kommunal budgetgaranti vedrørende udviklingen i de samlede kommunale udgifter til kontanthjælp og førtidspension.'

Den foreslåede budgetgaranti skulle sikre, at de kommunale budgetter ikke blev påvirket af ændringer i antallet af kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister og personer i arbejdstilbud i kommunerne, idet udviklingen i antallet af personer i disse grupper til en vis grad blev bestemt af konjunkturerne og kun i begrænset omfang kunne styres af kommunerne.

Lovforslaget var i hovedsagen en genfremsættelse af forslag L 62 fremsat i 1. samling.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 125 stemmer (S, KF, V, SF, FP, CD, RV og KRF).
Partiernes ordførere
Else Marie Mortensen (S), Erik Larsen (V), Per Tærsbøl (KF), Lilli Gyldenkilde (SF), Poul Nødgaard (FP), Lis H. Noer (CD), Ole Vig Jensen (RV) og Knud Glønborg (KrF)