L 57 Forslag til lov om adgang til udøvelse af visse erhverv i Danmark for statsborgere i De Europæiske Fællesskaber og de nordiske lande.

Af: Industriminister Anne Birgitte Lundholt (KF)
Samling: 1990-91 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Erhvervsudvalget (ERU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Ved loven gennemføres en generel ordning for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for erhvervskompetencegivende videregående uddannelser af mindst 3 års varighed.

Loven indeholder endvidere hjemmel til at gennemføre tilsvarende generelle ordninger, som er under udarbejdelse i EF og under Nordisk Ministerråd.

Loven indeholder rammerne for, hvorledes statsborgere i EF og de nordiske lande, som ønsker at udøve et lovreguleret erhverv i Danmark, skal forholde sig, samt hvilke betingelser de skal opfylde. Den nærmere regulering af de individuelle ordninger forudsættes at ske ved bekendtgørelser udstedt af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Ved lovforslaget gennemførte man EF-direktiv 89/48/EØF om indførelse af en generel ordning for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for erhvervskompetencegivende videregående uddannelser af mindst 3 års varighed.

Såvel i den skriftlige fremsættelse som i lovforslagets bemærkninger var der nærmere redegjort for direktivets indhold og for det igangværende arbejde inden for EF og under Nordisk Ministerråd vedrørende fremtidige generelle ordninger inden for området.

Lovforslaget var en genfremsættelse af forslag L 33 fremsat i 1. samling.

Lovforslaget vedtaget med 117 stemmer (S, KF, V, FP, CD, RV og KRF) mod 9 (SF).
Partiernes ordførere
Eva Birgitte Fatum (S), Charlotte Antonsen (V), Agnete Laustsen (KF), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Annette Just (FP), Sonja Albrink (CD) og Lone Dybkjær (RV)