Beh sammen med B 5.

Efter 1.beh henvist til Sundhedsudvalget (SUU).

Ifølge lovforlaget forlængedes landsoverenskomsten om almen lægegerning af 30. marts 1976 indgået mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg (SFU) og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) uændret til og med den 31. marts 1991.

Ifølge bemærkningerne var baggrunden for lovforslaget, at PLO havde opsagt landsoverenskomsten om almen lægegerning med virkning fra den 1. januar 1991. På et møde den 21. december 1990 i SFU blev der forelagt en aftale mellem SFU og PLO om forlængelse af den gældende overenskomst indtil den 1. juli 1991. Aftalen ville for perioden 1. januar - 1. juli 1991 forøge de praktiserende lægers indkomst med ca. 30 mio., kr. svarende til 2 pct., hvortil kom øgede udgifter til uddannelsesstillinger. I alt ville de amtskommunale udgifter på årsbasis stige med ca. 70 mio. kr.

Regeringen meddelte den 21. december 1990, at aftalen mellem SFU og PLO af hensyn til samfundsøkonomien og de lave lønstigninger, der var nødvendige i både den offentlige og den private sektor, ikke kunne godkendes i henhold § 26, stk. 2, i lov om offentlig sygesikring. Der ville derfor fra den 1. januar 1991 ikke gælde en overenskomst for almen lægehjælp. Da regeringen skønnede, at det var muligt at opnå en forhandlingsløsning, og af hensyn til borgernes mulighed for fortsat at kunne modtage gratis lægehjælp, foreslog sundhedsministeren i stedet i lovforslaget at forlænge overenskomsten uændret i 3 måneder med henblik på at opnå en varig forhandlingsløsning.

Samtidig med, at sundhedsministeren fremsatte lovforslaget, fremsatte Socialdemokratiet et forslag til folketingsbeslutning, beslutningsforslag nr. B 5, der pålagde regeringen senest den 31. december 1990 at godkende aftalen mellem SFU og PLO. Dette beslutningsforslag blev vedtaget, og Sundhedsudvalget afgav derfor ikke betænkning over lovforslaget.