L 183 Forslag til lov om Ørestaden m.v.

Af: Finansminister Henning Baunbæk Dyremose (KF)
Samling: 1990-91 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Miljø- og Planlægningsudvalget (MPU).

Lovforslaget havde til formål at åbne mulighed for, at regeringen sammen med Københavns Kommune kunne igangsætte et udviklingsprojekt. Tanken var, at der blev etableret et interessentskab, som kunne stå for udviklingen af Ørestaden. Interessentskabet kunne desuden stå for anlæg og drift af letbaner, som kunne betjene den nye Ørestad, det vestlige Amager, Christianshavn, Kgs. Nytorv og Nørreport.

Efter lovforslaget skulle der også udpeges et sagkyndigt råd, Ørestadsrådet. Rådet kunne medvirke til, at områdets planlægning og bebyggelse blev af høj arkitektonisk kvalitet. Dette skulle også sikres gennem udskrivelsen af en åben, international arkitektkonkurrence, således at bydelen skulle blive en ny attraktion af internationalt format for København.

Ørestadsrådet skulle ud over kultursagkundskab have natursagkyndige medlemmer. Herved skulle de naturværdier, der findes i området, blive sikret på bedst mulig måde til gavn for både dyre- og planteliv og for befolkningen i København. For yderligere at udnytte området, både dets naturværdier og dets bymæssige placering, indeholdt forslaget bestemmelser om helt overordnede planlægningsspørgsmål. Den nærmere planlægning skulle ske i region- og kommuneplanlægningen.

Lovforslaget skulle ses i sammenhæng med regeringens lovforslag om en Øresundsforbindelse, lovforslag nr. L 178 og lovforslag nr. L 184 om København's Havn A/S og Udviklingsselskabet Københavns Havnefront A/S og dermed indgå i de samlede bestræbelser for at fremme udviklingen i Københavnsområdet.
Partiernes ordførere
Hans Peter Baadsgaard (S), Bodil Thrane (V), Eva Bente Møller (KF), Steen Gade (SF), Ernst B. Schmidt (FP), Arne Melchior (CD), Lone Dybkjær (RV) og Knud Glønborg (KrF)