L 18 Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v.

(Finansiering og ydelser for 2.-5. ledighedsdag, omlægning af dagpengeugen, bidrag for beskæftigelse med supplerende dagpenge, rådighedsforpligtelsen, dagpengeret ved støttet arbejde, nedsættelse af medlemsbidraget m.v.).

Af: Arbejdsminister Knud Erik Kirkegaard (KF)
Samling: 1990-91 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Arbejdsmarkedsudvalget (AMU).

Efter 2. beh henvist til fornyet beh i Arbejdsmarkedsudvalget (AMU).

Loven indeholder i hovedsagen følgende elementer:

- en ændret fastlæggelse af lønmodtagerens forskellige pligter i forbindelse med kravet om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet,

- en udvidelse af de arbejdsgiverbetalte ledighedsdage med 1 dag,

- en ændring af den såkaldte 78-ugers-regel til 52 uger i forbindelse med udbetaling af supplerende dagpenge,

- ændringer i reglerne om optjening af dagpengeret ved støttet arbejde og

- en forbedring af grundlaget for arbejdsmarkedsstatistikken.

Lovforslaget fik sin endelige udformning efter indgåelsen den 17. maj 1991 af en forligsaftale mellem regeringspartierne, Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet om uddannelse og aktivering. Arbejdsministeren stillede efter aftalens indgåelse ændringsforslag, som indebar, at en række af lovforslagets oprindelige elementer udgik. Det drejede sig bl.a. om indførelse af en 5-dages-dagpengeuge og nedsættelse af medlemsbidraget.

Lovforslaget skulle ses i sammenhæng med de samtidig fremsatte lovforslag nr. L 15 og L 19-21 og var i øvrigt en genfremsættelse af lovforslag nr. L 84 fremsat i 1. samling.

Lovforslaget vedtaget med 92 stemmer (S, KF, V og RV) mod 18 (SF, FP og KRF); 8 (Kaj Poulsen (S) og (CD)) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Ole Vagn Christensen (S), Helge Sander (V), Pia Christmas-Møller (KF), Lilli Gyldenkilde (SF), Peter Duetoft (CD), Niels Højland (FP), Lone Dybkjær (RV) og Knud Glønborg (KrF)