L 172 Forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om inddrivelse af offentlige fordringer.

(Lønindeholdelse m.v.).

Af: Finansminister Henning Baunbæk Dyremose (KF)
Samling: 1990-91 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Beh sammen med L 169, L 180, L 182 og B 71 - B 73.

Efter 1. beh henvist til Skatteudvalget (SAU).

Efter 2. beh henvist til fornyet beh i Skatteudvalget (SAU).

Ved loven ændres forskellige bestemmelser om inddrivelse af offentlige fordringer. Inddrivelsen af fordringerne samles i vidt omfang under fælles administration i Hypotekbanken.

Loven bemyndiger Hypotekbanken til på de berørte områder at inddrive restancer ved lønindeholdelse m.v. efter reglerne om inddrivelse i kildeskatteloven. Desuden bemyndigedes Hypotekbanken til at indhente oplysninger hos skattemyndigheder og andre offentlige myndigheder, som er nødvendige for at varetage inddrivelsen af skyldige beløb. Endvidere bemyndiger loven ressortministrene til at fastsætte de nærmere regler for proceduren ved lønindeholdelse. Der er bl.a. tale om regler vedrørende pålæg om lønindeholdelse, regler om løbende indbetaling, underretningspligt samt fastsættelse af klageregler.

Det fremgik af den skriftlige fremsættelse, at lovforslaget var et led i regeringens initiativer til forbedret forebyggelse og inddrivelse af restancer til det offentlige.

En række af disse initiativer sigtede mod en målrettet forbedring af restanceinddrivelsen over for selvstændigt erhvervsdrivende, mens nærværende forslag havde til hensigt at effektivisere inddrivelsessystemet.

Lovforslaget fik sin endelige udformning gennem vedtagelsen af ændringsforslag stillet af finansministeren i betænkningen.

Lovforslaget udgjorde sammen med lovforslag nr. 169 regeringens restancepakke.

Lovforslaget vedtaget med 73 stemmer (KF, V, FP, CD, RV og KRF); 67 (S og SF) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Pia Gjellerup (S), Svend Aage Jensby (V), Christian Overdal Aagaard (KF), Jens Thoft (SF), Ole Donner (FP), Peter Duetoft (CD) og Elisabeth Arnold (RV)