L 167 Forslag til lov om GiroBank A/S.

Af: Kommunikationsminister Torben Rechendorff (KF)
Samling: 1990-91 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Beh sammen med L 168.

Efter 1. beh henvist til Trafikudvalget (TRU).

Efter 2. beh henvist til fornyet beh i Trafikudvalget (TRU).

Ved loven bemyndiges kommunikationsministeren til at stifte GiroBank A/S, et aktieselskab omfattet af bank- og sparekasseloven.

Staten tegner ved stiftelsen samtlige aktier i GiroBank A/S. Umiddelbart herefter skal 25 pct. af aktierne sælges til private, heraf 5 pct. til medarbejderne. Staten bevarer således 75 pct. af aktierne i selskabet.

GiroBank A/S stiftes med en nominel aktiekapital på 500 mio. kr. Egenkapitalen ved stiftelsen skal udgøre 1.600 mio. kr. Beløbet tilvejebringes ved at indskyde statsvirksomheden Postgiros aktiver og passiver værdiansat til aktuel værdi (handelsværdi). I loven er der endvidere fastsat nærmere bestemmelser om selskabets rettigheder og pligter samt om statsjenestemændenes ansættelsesforhold.

Den 14. marts 1991 indgik regeringen, Socialdemokratiet, Centrum-Demokraterne, Det Radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti en aftale vedrørende Postgiros fremtidige status. Aftalen er optrykt som bilag til lovforslaget. Indholdet af aftalen gælder for en periode af 7 år frem til udløbet af 1997. Herefter skal parterne ifølge den skriftlige fremsættelse forhandle de efter 31. december 1997 gældende vilkår.

Som led i udmøntningen af den politiske aftale er bla. nærværende lovforslag og forslag til lov om ændring af postloven fremsat, jf. L 168 og omtalen heraf umiddelbart nedenfor.

I såvel den politiske aftale som i lovforslagets bemærkninger er der mere udførligt gjort rede for omdannelse af Postgiro til GiroBank A/S.

Mere generelt er der i øvrigt i den skriftlige fremsættelse anført følgende om baggrunden:

'Baggrunden for at søge Postgiro omdannet til aktieselskab, omfattet af bank- og sparekasseloven, har været ønsket om at skabe muligheder for at bevare og forbedre Postgiros konkurrenceevne og indtjening, således at der dels opretholdes en effektiv kokurrence på betalingsformidlingsområdet i Danmark, dels skabes grundlag for bevarelsen af et tætmasket posthusnet, hvor giroforretninger i dag beslaglægger ca. 50 pct. af ekspeditionspersonalets arbejdstid.

Den nuværende statsvirksomhed Postgiros konkurrencesituation er betydelig skærpet som følge af de samlede tilbud om betalingsformidling og anden finansiel service, der kan præsteres af pengeinstitutterne. Det er i dag kun i stærkt begrænset omfang muligt at knytte opsparing og udlånsmuligheder til en girokonto, hvorfor en sådan alene for de fleste kan være et supplement til en bankkonto.

Forslag til lov om GiroBank A/S fremsættes således med henblik på at sikre, at Postgiro vil kunne indgå på lige fo d i konkurrencen med andre selskaber i pengeinstitutsektoren.

Lovforslaget vedtaget med 116 stemmer (S, KF, V, FP, CD, RV og KRF) mod l (Helge Sander (V)); 11 (SF) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Tove Lindbo Larsen (S), Svend Heiselberg (V), Christian Overdal Aagaard (KF), Tommy Dinesen (SF), Bente Juncker (CD), Ole Donner (FP) og Inger Stilling Pedersen (KrF)