L 166 Forslag til lov om et videnskabsetisk komitésystem og behandling af biomedicinske forskningsprojekter.

Af: Sundhedsminister Ester Larsen ()
Samling: 1990-91 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Sundhedsudvalget (SUU).

Formålet med lovforslaget var at skabe retligt bindende rammer for den videnskabsetiske bedømmelse af biomedicinske forskningsprojekter.

Lovforslaget indeholdt bl.a. regler om:

- Oprettelse af et videnskabsetisk komitésystem.

- Lovpligtig anmeldelse til dette komitésystem af biomedicinske forskningsprojekter.

- De overordnede principper, det lovfæstede komitésystem skulle lægge til grund for sin bedømmelse af anmeldte projekter, og komitésystemets øvrige opgaver.

- Særregler om forsøg på befrugtede menneskelige æg og kønsceller, der agtedes anvendt til befrugtning, samt forbud mod donation af befrugtede menneskelige æg og visse forsøg. Samtidig bemyndigedes sundhedsministeren til at fastsætte nærmere regler om nedfrysning og donation af menneskelige æg.

- Komitésystemets finansiering.

Ifølge lovforslaget skulle der ske en lempelse af det hidtil gældende forbud mod forskning på befrugtede menneskelige æg, idet det skulle være tilladt at foretage sådanne forsøg med befrugtede menneskelige æg og kønsceller, der agtedes anvendt til befrugtning, som var nødvendige for at sikre en forsvarlig behandlingskvalitet for in vitro-befrugtningsteknikken.

Siden 1979 er der i Danmark opbygget et system af 7 regionale videnskabsetiske komiteer og en central komité med ligelig repræsentation af lægfolk og forskere. Komiteerne har til opgave at påse overholdelsen af Helsinkideklaration II's krav om, at biomedicinske forskningsprojekter skal sendes til bedømmelse i en særligt udnævnt komité. Ifølge lovforslaget skulle dette system erstattes af et egentligt lovfæstet komitésystem.
Partiernes ordførere
Anna-Marie Hansen (S), Anders Mølgaard Jensen (V), Karen Højte Jensen (KF), Birgitte Husmark (SF), Kim Behnke (FP), Arne Melchior (CD), Elisabeth Arnold (RV) og Inger Stilling Pedersen (KrF)