L 92 Forslag til lov om ændring af lov om social bistand.

(Styrket beskæftigelsesindsats for unge under 25 år m.v.).

Af: Socialminister Aase Olesen (RV)
Samling: 1990-91 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Ifølge lovforslaget skulle kontanthjælpsreglerne ændres, således at unge under 23 år skulle have indtægter i en længere periode (12 måneder), før de var berettigede til at få hjælp efter samme regler som personer over 23 år. Herudover skulle ungdomsydelsesordningen udvides med en årgang, således at den omfattede unge under 21 år.

Endelig skulle der indføres en beskæftigelses- og uddannelsesordning for de lidt ældre unge, således at kommunalbestyrelserne skulle have pligt til at give kontanthjælpsmodtagere, der var fyldt 21, men ikke 25 år, tilbud om uddannelse eller beskæftigelse, når de havde modtaget kontanthjælp på grund af ledighed i en sammenhængende periode på 12 måneder.

Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at den pligtmæssige ordning for de 21-24-årige skulle have et gennemsnitligt omfang på 30 timer pr. uge i 5 måneder. Videre fremgik det, at forslaget skulle ses i sammenhæng med det samtidig fremsatte L 87 om kommunal beskæftigelsesindsats.

Lovforslaget var fremsat som led i regeringens forslag til en helhedsløsning i efteråret 1990.

Forslaget nåede ikke at blive færdigbehandlet i 1. samling, men blev genfremsat i 2. samling som lovforslag nr. L 15; der henvises til omtalen i afsnit 12. B. under 2. samling.