L 31 Forslag til lov om ændring af ligningsloven.

(Forenkling af den skattemæssige behandling af vedhængende renter).

Samling: 1990-91 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Beh sammen med L 3 - L 8, L 27 - L 29, L 32, B 2 og B 3.

Efter 1. beh henvist til Skatteudvalget (SAU).

Ved en tidligere ændring af ligningsloven blev der indsat en § 5 C, som indebar, at købte vedhængende renter (handelsrenter) ved værdipapirhandel skattemæssigt skal fradrages i det indkomstår, hvori handelen afvikles. Efter de indtil da gældende regler skulle købte vedhængende renter fremføres til modregning i førstkommende rentekupon, hvilket i visse tilfælde medførte, at fradraget først blev givet i det efterfølgende indkomstår.

SF's lovforslag tilbageførte tilstanden til før § 5 C blev indsat, da det var forslagsstillernes opfattelse, at forudsætningerne for den nye paragrafs indførelse var faldet bort.

Den nuværende § 5 C i ligningsloven blev indført ved lov nr. 888 af 29. december 1989 (jf. L 2 i Årbog & Registre l989-90 side 56).

SF's ønske om at ændre ligningsloven var begrundet med ideen om en samtidig ændring og forenkling af selvangivelsen, hvorved obligationsrenteindtægter skulle gøres til et 'gult felt' på selvangivelsen. Denne tanke, som SF kunne gå ind for, blev imidlertid opgivet som et led i skatteministerens besparelsesforsøg på edb-området.

Desuden var det SF's opfattelse, at § 5 C gav rig mulighed for spekulation, specielt hvis regeringens forslag om fjernelse af 6 pct.-skatten blev gennemført. Skatteyderne ville i så fald - ud over muligheden for at skubbe skatten foran sig i et år - også kunne spare de 6 pct.

Lovforslaget nåede ikke at blive færdigbehandlet i 1. samling, men blev genfremsat i 2. samling som lovforslag nr. L 26.
Partiernes ordførere
Ole Stavad (S), Mogens Lykketoft (S), Christian Overdal Aagaard (KF), Jens Skrumsager Skau (V), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Jens Thoft (SF), Mogens Glistrup (FP), Elisabeth Arnold (RV), Bente Juncker (CD) og Flemming Kofod-Svendsen (KrF)