B 33 Forslag til folketingsbeslutning om udarbejdelse af en samlet plan for udbygning af samarbejdet blandt landene omkring Østersøen, herunder oprettelse af et Østersøråd.

Samling: 1990-91 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Beslutningsforslagets hovedindhold var følgende:

'Folketinget opfordrer regeringen til:

1. At lade udarbejde en samlet dansk plan for en hurtig udbygning af samarbejdet blandt landene omkring Østersøen bl.a. med udgangpunkt i de nordiske landes samarbejde og med målsætningen om at etablere et egentligt Østersøråd.

2. At lade udarbejde konkrete forslag til ændring og hurtig forbedring af Østersøkonventionen til fremlæggelse forud for næste ministerkonference i Østersøkonventionen i 1992.

(..)

Folketinget indkalder til:

3. Parlamentarikermøde med deltagelse af alle medlemslandene i Østersøkonventionen for at drøfte status for miljøsituationen i Østersøen og planer for ændring af Østersøkonventionen.'

Af bemærkningerne til beslutningsforslaget fremgik, at ideen var, at planen skulle fremme en proces, der kunne føre til dannelsen af et egentligt Østersøråd. Dette råd skulle behandle alle forhold, der havde betydning for medlemslandene/regionerne. Udgangspunktet skulle være at skabe et renere miljø. Dermed skabtes forudsætningerne for også at udvikle et erhvervsmæssigt og kulturelt dynamisk område. Dynamoen i denne proces skulle være en ændret Østersøkonvention, således at forbedringen af miljøet som fælles projekt hurtigt kunne trække andre samarbejdsområder med sig.