Efter 1.beh henvist til Uddannelsesudvalget (UDU).
Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.
Loven omfatter uddannelsesinstitutioner under Undervisnings- og Forskningsministeriet, der er selvejende institutioner. Loven sikrer, at staten får dispositionsret over den del af sådanne institutioners formue, som staten har medvirket til at opbygge, når institutionen ophører. Herudover indebærer loven, at statslån til byggeri m.v. forrentes med den gældende diskonto, således at renterne først forfalder til betaling sammen med statslånet, det vil sige, når institutionen ophører. Denne forrentning omfatter kun lån, der optages efter den 1. januar 1991, hvor loven træder i kraft. Loven medfører desuden, at restformuen, bortset fra gaver, som skal anvendes efter det formål, der er angivet i vedtægterne, skal anvendes til uddannelses- og undervisningsformål.
Loven fik sin endelige udformning ved vedtagelsen af 17 af undervisnings- og forskningsministeren stillede ændringsforslag.
Lovforslaget vedtaget med 106 stemmer (S, KF, SF, V, FP, RV, CD og Hugo Holm (UP)) mod 3 (KRF).