Beh sammen med L 234.
Efter 1.beh henvist til Kommunaludvalget (KOU).
Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.
Loven er en opfølgning af de aftaler, regeringen indgik i maj 1990 med de kommunale organisationer om den kommunale økonomi. De frivillige aftaler, som regeringen indgik med de kommunale organisationer, skal sikre, at den enkelte kommune og amtskommune uden statslig indblanding kan prioritere sin indsats inden for de nødvendige økonomiske rammer og hermed fastholde ansvarsfordelingen mellem stat, amtskommuner og kommuner.
Loven indeholder følgende hovedelementer om,
- at de generelle tilskud til amtskommunerne alene med virkning for 1990 forhøjes med 85 mio. kr.,
- at de generelle tilskud til kommunerne fra 1991 forhøjes med 125 mio. kr.,
- at der af de generelle tilskud til kommunerne for 1991 afsættes 50 mio. kr. til en pulje til fordeling til særligt vanskeligt stillede kommuner, og
- at indenrigsministeren bemyndiges til fra juli 1991 at tilbyde frigivelse af de beløb, som kommunerne har indbetalt i 1988 og 1989, de såkaldte deponeringsbeløb.
Ved frigivelsen af indbetalte beløb foretages en rentedekort. De kommuner, som ikke ønsker det pågældende beløb frigivet, får beløbet tilbagebetalt efter de i loven fastsatte bestemmelser.
Lovforslaget fik sin endelige affattelse med vedtagelse af et af indenrigsministeren uden for betænkningen stillet ændringsforslag. Ændringsforslaget var en konsekvensændring af et ændringsforslag til lov om kommunal beskæftigelsesindsats L 52, og skal sikre finansieringen af puljen til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløsheden.
Loven skal ses i sammenhæng med lov om ændring af kildeskatteloven (L 234).
Lovforslaget vedtaget med 89 stemmer (S, KF, V, RV, CD, KRF, Steenholdt (Grønl.) og Hugo Holm (UP)) mod 9 (FP); 16 (SF) stemte hverken for eller imod.