L 23 Forslag til lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven m.v.

(Forenkling og modernisering inden for Justitsministeriets område).

Af: Justitsminister Hans Engell (KF)
Samling: 1989-90
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Retsudvalget (REU).

Efter 2.beh henvist til fornyet beh i Retsudvalget (REU).

Loven indebærer ændringer af en lang række love inde for Justitsministeriets område med det formål at skabe grundlag for forenkling og modernisering af dele af justitsvæsenet.

Loven indebærer således for det første ændringer i reglerne om straf for kørsel i frakendelsestiden og om forvandlingsstraf for bøder, bl.a. med det formål at begrænse mængden af afsonet frihedsstraf, navnlig ved at indføre bøde som reaktion over for visse tilfælde af kørsel i frakendelsestiden.

Endvidere indebærer loven en række ændringer i retsplejelovgivningen, bl.a. gennemførelse af en appelgrænse for byretsdomme m.v. i civile sager, forhøjelse af ankegrænsen i politisager fra 1.000 kr. til 3.000 kr. og afskaffelse af domsmænds medvirken i sager om kørsel efter indtagelse af spiritus, bortset fra sager, hvor der er spørgsmål om frihedsstraf, og hvor der tillige er rejst tiltale for groft uforsvarlig kørsel.

Inden for det familieretlige område ophæves reglerne om godkendelse af ægtepagter, og reglerne om formueforholdet mellem ægtefæller liberaliseres, således at der er mulighed for at aftale skilsmissesæreje.

Loven indebærer samtidig en væsentlig forbedring af den efterlevendes stilling ved dødsfald, idet ægtefællens såkaldte forlods udtagelsesret forhøjes til et beløb på 150.000 kr. mod hidtil 50.000 kr.

Endelig indeholder loven bl.a. regler om, at faderskab kan anerkendes skriftligt, og om gebyr for ikke-herboendes indgåelse af ægteskab.

Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at dette i det væsentlige var en genfremsættelse af et i folketingsåret 1988-89 fremsat lovforslag (se Årbog & Registre 1988-89, side 176, L 233).

Lovforslaget fik sin endelige udformning gennem vedtagelsen af en række ændringsforslag stillet af justitsministeren i betænkningen. Herved udgik et forslag om, at sager om overtrædelse af straffelovens § 191 og § 191 a om narkotikakriminalitet skulle undtages fra nævningebehandling, af lovforslaget.

Lovforslaget vedtaget med 71 stemmer (KF, V, FP, RV, CD, KRF og Hugo Holm (UP)) mod 54 (S og SF).
Partiernes ordførere
Ole Espersen (S), Grethe Fenger Møller (KF), Bjørn Elmquist (V), Leif Hermann (SF), Knud Lind (FP), Hans Larsen-Ledet (RV), Herluf Rasmussen (CD) og Inger Stilling Pedersen (KrF)