L 210 Forslag til lov om ændring af lov om frikommuner,

Af: Indenrigsminister Thor Pedersen (V)
Samling: 1989-90
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Kommunaludvalget (KOU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Loven er et led i den løbende proces med tilvejebringelse af de nye hjemmeler, der er nødvendige for at kunne gennemføre frikommunernes forsøgsideer.

Denne lov indeholder dels nye hjemmeler til forsøg, dels nogle mindre, redaktionelle ændringer.

Loven indeholder på miljøministerens område hjemmel til frikommuneforsøg, hvorefter amtsrådet kan overtage kompetencen fra Skov- og Naturstyrelsen til at ophæve eller ændre strandbeskyttelseslinjen, skovbyggelinjen samt sø- og åbeskyttelseslinjen i forbindelse med lokalplanlægningen i landzone.

På socialministerens område giver loven hjemmel til, at ministeren kan godkende frikommuneforsøg, hvorefter der ved beregningen af kontanthjælp kan ses bort fra mindre godtgørelsesbeløb, der udbetales i forbindelse med vejledning og undervisning ved deltagelse i beskæftigelsesfremmende foranstaltninger.

Lovforslaget vedtaget med 90 stemmer (S, KF, V, FP, RV, CD, KRF og Hugo Holm (UP)) mod 15 (SF).
Partiernes ordførere
Erling Christensen (S), Pernille Sams (KF), Christian Mejdahl (V), Asbjørn Agerschou (SF), Jane Oksen (FP), Marianne Jelved (RV) og Lis H. Noer (CD)