L 196 Forslag til lov om ændring af lov om social bistand.

(Ændring af regler om boligtillæg).

Af: Socialminister Aase Olesen (RV)
Samling: 1989-90
Status: Bortfaldet
Efter 1.beh henvist til Socialudvalget (SOU).

Ifølge lovforslaget skulle bistandslovens regler om boligtillæg ændres således, at der med virkning fra 1. juli 1990 skulle foretages et fast fradrag i boligtillægget på 60 kr. månedlig. Fradraget skulle forhøjes til 85 kr. månedlig fra 1. januar 1991 og til 110 kr. månedlig fra 1. januar 1992.

Det fremgik af den skriftlige fremsættelse, at lov om individuel boligstøtte skulle ændres som led i den politiske aftale om finansloven for 1990, således at der med virkning fra 1. juli 1990 skulle foretages en reduktion af den støtteberettigende boligudgift med et fast beløb på 80 kr. månedlig. Fradraget skulle forhøjes til 115 kr. månedlig fra 1. januar 1991 og til 150 kr. månedlig fra 1. januar 1992. De nuværende regler i bistandsloven om beregning af boligtillæg i kontanthjælpen ville betyde, at kontanthjælpsmodtagere kunne få dækket det beløb, som boligstøtten blev reduceret med efter den nye regel i boligstøtteloven. Dette var en følge af, at kontanthjælpens boligtillæg skulle udmåles som de faktiske boligudgifter fratrukket boligstøtten. For at modvirke dette blev bistandslovens regler foreslået ændret.

Socialudvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget.
Partiernes ordførere
Grete Schødts (S), Lizzie Lichtenberg (KF), Christian Mejdahl (V), Ib Bjørn Poulsen (SF), Jane Oksen (FP), Marianne Jelved (RV) og Flemming Kofod-Svendsen (KrF)