L 187 Forslag til lov om ændring af lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.

Samling: 1989-90
Status: Bortfaldet
Beh sammen med L 186.

Efter 1.beh henvist til Socialudvalget (SOU).

Ifølge lovforslaget skulle personkredsen, der er berettiget til at modtage børnetilskud, udvides til også at omfatte personer udsendt af den danske stat, danske hjælpeorganisationer, danske missionsselskaber, FN-organisationer samt udstationerede fra danske erhvervsvirksomheder.

Af den skriftlige fremsættelse fremgik det, at forslagsstillerne fandt det urimeligt, at de nævnte persongrupper kun i ringe omfang fik del i de forbedringer i forholdene for børnefamilier, som lovgivningen om børnetilskud tilsigtede.

Forslagsstillerne henviste til, at de berørte persongrupper var kendetegnet ved, at de havde bevaret en ikke ubetydelig tilknytning til Danmark, og at de var med til at udføre et medmenneskeligt arbejde, der var med til at afhjælpe nøden i verden.

Socialudvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget.
Partiernes ordførere
Jytte Andersen (S), Karen Højte Jensen (KF), Ib Bjørn Poulsen (SF), Jane Oksen (FP), Elisabeth Arnold (RV) og Flemming Kofod-Svendsen (KrF)