Efter 1.beh henvist til Kulturudvalget (KUU).

Lovforslaget tilsigtede at indføre et vederlag (afgift) ved køb af uindspillede lyd- og videobånd.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgik, at forslagsstillernes begrundelse for indførelsen af et sådant vederlag var, at uindspillede bånd ofte anvendes af private til at indspille lyd eller billeder fra radio, tv og lånte grammofonplader og bånd. Det var derfor påkrævet at yde en kompensation for de ved denne private indspilning mistede indtægter. Tanken var, at vederlaget skulle oppebæres og fordeles af en fællesorganisation repræsenterende en væsentlig del af danske ophavsmænd, udøvende kunstnere og andre rettighedshavere, herunder fremstillere af grammofonplader samt fotografer. Vederlaget forventedes at blive på ca. 5 kr. for et lydbånd og 20 kr. for et videobånd og skulle fordeles med ca. 2/3 til ophavsmændene og fremstillerne og ca. 1/3 til støtte til formål, der er fælles for ophavsmændene. Omkostningerne til administration af ordningen forventedes at udgøre ca. 2 pct. af indtægterne.

Under 1. behandling af lovforslaget gav kulturministeren udtryk for, at en eventuel afgift på uindspillede bånd burde afvente færdiggørelsen af Ophavsretsudvalgets arbejde, og ministeren kunne derfor ikke gå ind for lovforslaget.

Kulturudvalget afgav den 31. maj 1990 beretning over lovforslaget.