Efter 1.beh henvist til Trafikudvalget (TRU).
Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.
Loven indebærer en opstramning af betingelserne for at få tilladelse til at udføre erhvervsmæssig personbefordring og af reglerne om tilbagekaldelse af tilladelser.
Loven indebærer endvidere, at det fremover i alle tilfælde er Persontrafikrådet, der vurderer, om en ansøger opfylder betingelserne for at få tilladelse til erhvervsmæssig personbefordring, ligesom det fortsat er Persontrafikrådet, der giver tilladelse til turist- og bestillingskørsel.
Loven medfører herudover, at rutekørsel og andre former for buskørsel end turist- og bestillingskørsel, der udføres af eller for Hovedstadsområdets Trafikselskab, fælleskommunale trafikvirksomheder, kommuner og amtsråd, undtages fra kravet om tilladelse; dog skal disse myndigheder fortsat give tilladelse, såfremt andre ansøger om at udføre denne kørsel.
Loven medfører endelig en række mindre ændringer i buslovens øvrige bestemmelser.
Lovforslaget indeholdt oprindelig forslag om, at nye busser, der anvendes i den kollektive bustrafik, og som indregistreres første gang efter 1. januar 1991, skulle være udstyret således, at køretøjet kunne benyttes af kørestolsbrugere. Denne bestemmelse udgik ved vedtagelsen af et ændringsforslag i betænkningen fra trafikministeren.
Et flertal i betænkningen (S, KF, SF, V, RV og KRF) udtalte følgende:
'Flertallet fremhæver, at trafikministeren har givet udvalget tilsagn om, at der vil blive afsat et beløb på 50 mio. kr. om året i en 5-årig periode og første gang i 1991 til forbedring af fysisk handicappedes, gangbesværedes og ældres mulighed for at benytte den kollektive bustrafik. Ved udløbet af perioden skal der gøres status vedrørende de opnåede forbedringer.
Anvendelsen af dette beløb, der vil ske efter drøftelser med de kommunale organisationer, Hovedstadsområdets Trafikselskab og handicaporganisationerne, forudsætter flertallet vil resultere i forbedringer for de nævnte brugergrupper i landet som helhed.
Flertallet lægger vægt på, at det ikke kun bliver den kollektive bustrafik, som kan indrettes til handicapkørsel, men at der også bliver adgang til etablering af mere individuelle kørselsordninger for handicappede inden for det afsatte beløb. Flertallet lægger endvidere vægt på, at der ved fordeling af midlerne ikke sker en fordeling, der favoriserer de trafikselskaber, som endnu ikke af egen drift har indført handicapvenlige kørselsordninger.
Flertallet forudsætter endelig, at forhandlingerne er afsluttet og eventuelle nødvendige ændringer af lovgivningen gennemført, således at forbedringerne vil kunne påbegyndes fra 1. januar 1991.'
Lovforslaget vedtaget med 101 stemmer (S, KF, SF, V, RV, KRF og Hugo Holm (UP)) mod 10 (FP); 5 (CD) stemte hverken for eller imod.