Efter 1.beh henvist til Retsudvalget (REU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Loven har først og fremmest til formål at gennemføre et EF-direktiv fra 1986 om selvstændige handelsagenter. Loven giver samtidig justitsministeren bemyndigelse til at fastsætte regler til gennemførelse af Haag-konventionen fra 1978 om hvilken lov, der skal anvendes på mellemmænd og fuldmagtsspørgsmål.

Lovens regler omfatter både handelsagenter og selvstændige handelsrejsende, og en del af reglerne er endvidere gjort anvendelige også for ansatte handelsrejsende.

I forhold til de hidtil gældende regler om handelsagenter og handelsrejsende i kommissionsloven fra 1917, som loven erstatter, indebærer loven en stærk forbedring af handelsagentens stilling, navnlig ved opsigelse, idet f.eks. bestemmelserne om opsigelsesvarsler ikke kan fraviges ved aftale. Som noget nyt giver loven handelsagenter mulighed for at opnå godtgørelse (goodwill) i forbindelse med en agenturaftales ophør.

Også lovens regler om handelsagenters vederlag (provision) indebærer en forbedring for agenten i forhold til tidligere, idet handelsagenten bl.a. får bedre mulighed for at kontrollere, om den pågældende får den provision, han eller hun har krav på. En ny bestemmelse om konkurrenceklausuler gør endvidere retsstillingen i forbindelse med sådanne klausuler mere klar og overskuelig.

Endelig indebærer loven en forenkling af reglerne om forholdet mellem agenturgiver og tredjemand (kunden) og mellem agenten og tredjemand.

Lovforslaget fik sin endelige udformning efter vedtagelsen af et præciserende ændringsforslag stillet af justitsministeren.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 107 stemmer (S, KF, SF, V, FP, RV, CD, KRF og Hugo Holm (UP)).