F 26 Hvilke oplysninger kan statsministeren give om Danmarks politik over for udviklingen i Europa?

Til: Statsminister Poul Schlüter (KF)
Samling: 1989-90
Status: Foretaget
Andre medlemmer, der deltog i debatten: Ivar Nørgaard (S), Gade (SF), Pelle Voigt (SF) og Margrete Auken (SF).

Ministre: Statsministeren (Poul Schlüter), udenrigsministeren (Ellemann-Jensen), økonomiministeren (Niels Helveg Petersen).

Under forhandlingerne fremsattes følgende:

Forslag om motiverede dagsordener:

D 31. Af Svend Auken (S), Per Stig Møller (KF), Bjørn Elmquist (V), Jørgen Estrup (RV) og Erhard Jakobsen (CD):

Fremsat ................ FF 8480
Vedtaget ................ FF 8633

D 32. Af Gert Petersen (SF).

Fremsat ................ FF 8494
Bortfaldet ............... FF 8633

D 31. Af Svend Auken (S), Per Stig Møller (KF), Bjørn Elmquist (V), Jørgen Estrup (RV) og Erhard Jakobsen (CD).

»Folketinget skal opfordre regeringen til en aktiv Europapolitik på grundlag af

- støtte til og samarbejde med de nye, folkevalgte regeringer i de tidligere kommunistiske lande i Øst- og Centraleuropa,

- støtte til udnyttelse af alle muligheder for fremskridt inden for Den Europæiske Sikkerheds- og Samarbejdskonference (CSCE),

- støtte til hurtige aftaler om betydelige og balancerede kernevåben- og troppereduktioner i Europa som første skridt hen imod en fælles sikkerhedsordning for de europæiske lande,

- støtte til det tyske folks selvbestemmelsesret og sikring af, at tysk enhed skabes i en bred europæisk sammenhæng med et udbygget samarbejde i EF og et fortsat nordamerikansk engagement i Europas sikkerhed,

- støtte til en hurtig og omfattende EF-EFTA-aftale,

- støtte til styrkelse af EF-samarbejdet, jf. Folketingets dagsorden af 30. november 1989, der muliggør flertalsafgørelser ved sikring af minimumsgarantier for miljøbeskyttelse og lønmodtagerrettigheder, større demokratisk kontrol og åbenhed og et forstærket økonomisk og valutarisk samarbejde til sikring af vækst og beskæftigelse med fortsat respekt for medlemslandenes selvstændige fordelingspolitik.

Herefter går Folketinget over til næste sag på dagsordenen.«

D 32. Af Gert Petersen (SF):

»Idet Folketinget tager afstand fra planerne om en økonomisk og monetær union, opfordrer Tinget regeringen til at føre en aktiv Europapolitik på grundlag af

- støtte til og samarbejde med de nye, folkevalgte regeringer i de tidligere kommunistiske lande i Øst- og Centraleuropa,

- udnyttelse af alle muligheder inden for CSCE for at fremme respekten for menneskerettighederne, tilliden mellem staterne og en fuldstændig overvindelse af Europas deling,

- støtte til en politik, der sigter på ophævelse af de to militære blokke og deres afløsning gennem en fælles sikkerhedsordning, omfattende alle CSCE-staterne og baseret på nedrustning, gensidig kontrol og fjernelse af alle udenlandske tropper,

- støtte til hurtige aftaler om betydelige og balancerede nedrustningsskridt i Europa og til fjernelse af alle taktiske atomvåben fra Europa som et første skridt til fjernelse af alle atomvåben overhovedet,

- støtte til det tyske folks selvbestemmelsesret og sikring af, at tysk enhed skabes i en bred europæisk sammenhæng med garanti for Oder-Neisse-grænsen og inden for CSCE-processen,

- støtte til en hurtig og omfattende EF-EFTA-aftale og til sådanne ændringer i Romtraktaten, at der opnås flertalsafgørelser ved sikring af minimumsgarantier for miljøbeskyttelse og lønmodtagerrettigheder såvel som større demokratisk kontrol og åbenhed i hele EF-strukturen,

- støtte til et bredt europæisk samarbejde, der kan fremme beskæftigelsen og sikre miljøet, og som bygger på respekt for staternes selvstændige fordelingspolitik.

Herefter går Folketinget over til næste sag på dagsordenen.«

Afstemning:

D 31 vedtaget med 91 stemmer (S, KF, V, RV, CD, KRF og Hugo Holm (UP)) mod 10 (FP); 19 (SF) stemte hverken for eller imod.

D 32 var dermed bortfaldet.
Partiernes ordførere
Svend Auken (S), Per Stig Møller (KF), Bjørn Elmquist (V), Gert Petersen (SF), Annette Just (FP), Elisabeth Arnold (RV), Jørgen Estrup (RV), Erhard Jakobsen (CD) og Knud Glønborg (KrF)