B 69 Forslag til folketingsbeslutning om forskning i voksenuddannelse og folkeoplysning.

Samling: 1989-90
Status: Bortfaldet
Efter 1.beh henvist til Forskningsudvalget (FKU).

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

'Folketinget opfordrer regeringen til at udarbejde en handlingsplan, der sikrer:

1) En bred grundforskning om læring og uddannelsesbehov i voksenalderen til belysning af betydningen af uddannelse i voksne menneskers liv og af samfundets behov for og krav til den voksne befolknings kvalifikationer og omstillinger.

2) En dybtgående anvendelsesrettet forskning i tilknytning til de store voksenuddannelsesprogrammer både inden for det erhvervs- og arbejdsmarkedsrettede uddannelsesområde og inden for folkeoplysning og almen uddannelse, som kan danne grundlag for udvikling og vurdering af uddannelsesprogammerne.

3) En tværgående udveksling af viden og erfaringer såvel mellem de forskellige uddannelsessektorer indbyrdes som mellem forskningsinstitutioner og de vigtigste centre for udvikling og videnformidling for at sikre en bedre ressourceanvendelse.

Disse formål skal søges sikret gennem en handlingsplan, der omprioriterer og kombinerer eksisterende økonomiske og menneskelige ressourcer på følgende måde:

a) Det pålægges undervisnings- og forskningsministeren at afsætte midler hertil og derved sikre en hensigtsmæssig fordeling af øremærkede midler til styrkelse af grundforskningsmiljøer efter forskningsmæssige kriterier.

b) Det pålægges undervisnings- og forsknings- samt arbejds- og kulturministrene at tilvejebringe midler til en fælles pulje til anvendt forskning inden for ministeriernes rammer under hensyntagen til de forskningsbehov, som knytter sig til ministeriernes ressortområder og særlige uddannelsesinitiativer i de kommende år.

c) Det pålægges de samme ministre at skabe rammer for en styrkelse af eksisterende netværk mellem forskningsinstitutioner for at sikre en bedre ressourceanvendelse.

Handlingsplanen udarbejdes hurtigst muligt og forelægges for Folketingets Forskningsudvalg.'

Forud for fremsættelsen af beslutningsforslaget havde Forskningsudvalget den 24. januar 1990 afholdt en høring om forskning i folkeoplysning og voksenuddannelse. Forskningsudvalget afgav den 31. maj 1990 beretning over forslaget, hvori et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem) opfordrer undervisnings- og forskningsministeren til med henblik på en fælles drøftelse at fremskaffe materiale, der

1) redegør for omfanget af forskning i voksenuddannelse og folkeoplysning og

2) vurderer behovet for en styrkelse af denne forskning.
Partiernes ordførere
Frank Jensen (S), Christian Overdal Aagaard (KF), Anders Mølgaard Jensen (V), Ingerlise Koefoed (SF), Mogens Houmann Elvensø (FP), Jette Pors (CD), Kirsten Damgaard Lee (RV) og Henning Lysholm (KrF)