B 36 Forslag til folketingsbeslutning om en uddannelsesindsats i forhold til Østlandene.

Samling: 1989-90
Status: Bortfaldet
Efter 1.beh henvist til Uddannelsesudvalget (UDU).

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

'Folketinget pålægger regeringen at tage initiativ til en betydelig forøget uddannelsesindsats i forhold til Østlandene, således at studerende derfra får adgang til generelle udvekslingsprogrammer, og således at der på udvalgte områder etableres særlige uddannelsesforløb, som kan tilbydes Østlandene.'

Af bemærkningerne til beslutningsforslaget fremgik det, at reformprocessen i Østeuropa og Sovjetunionen efter forslagsstillernes opfattelse stillede nye og store krav til de mennesker, der skulle arbejde dér, og at behovet for en betydelig uddannelsesindsats dér var åbenbar. Forslagsstillerne anførte, at de nordiske velfærdssystemer først og fremmest blev skabt gennem uddannelsesindsatser, og at den amerikanske bistand til Europas genopbygning efter 2. verdenskrig delvis var sket ved uddannelse gennem Fulbrightfonden. En tilsvarende indsats over for Østlandene ville derfor medvirke til, at reformprocessen lykkedes.
Partiernes ordførere
Helle Degn (S), Eva Bente Møller (KF), Hanne Severinsen (V), Holger K. Nielsen (SF), Pia Dahl (FP), Jette Pors (CD), Anna-Lise Frølich (RV) og Knud Glønborg (KrF)