B 22 Forslag til folketingsbeslutning om Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole.

Samling: 1989-90
Status: Bortfaldet
Efter 1.beh henvist til Uddannelsesudvalget (UDU).

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

'Folketinget pålægger regeringen snarest at fremlægge planer for Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskoles fremtid og ikke at foretage beskæringer af højskolens udbud af uddannelser og forskningsområder, før planerne for den samlede institution foreligger.'

Det fremgik af bemærkningerne til beslutningsforslaget, at forslagsstillerne fandt, at en række nødvendige investeringer vedrørende skolen havde været udskudt i årevis med det resultat, at bygningerne var nedslidte og skolen var overbefolket. Dette skyldtes, at det til stadighed var blevet diskuteret, om skolens beliggenhed var den rette. Videre fandt forslagsstillerne, at det havde været til skade for landbruget, at den institution, der forsynede landbruget med grundforskning og uddannede kandidater, havde dårligere forhold end de øvrige højere læreanstalter. Derfor måtte der nu efter forslagsstillernes mening træffes de nødvendige beslutninger om skolens fremtid.

Udvalget afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Frank Jensen (S), Eva Bente Møller (KF), Hanne Severinsen (V), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Pia Dahl (FP), Marianne Jelved (RV), Jette Pors (CD) og Henning Lysholm (KrF)