B 17 Forslag til folketingsbeslutning om forbedringer på daginstitutionsområdet.

Samling: 1989-90
Status: Bortfaldet
Efter 1.beh henvist til Socialudvalget (SOU).

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

'Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag, der indebærer, at:

1) kommunerne får ret til at opkræve mere end 35 pct. i forældrebetaling af forældre med høje indtægter til dækning af udgifterne ved ophold i daginstitution, således at kommunerne får mulighed for at give et større tilskud til andre forældres betaling,

2) forældre får ret til at tage deres børn ud af en daginstitution eller formidlet dagpleje eller til at få børnene passet i et mindre antal timer, end de plejer. Forældrene skal have garanti for, at børnene så vidt muligt igen kan få plads i daginstitutionen eller den formidlede dagpleje, når de igen ønsker barnet passet i normalt omfang,

3) betaling for daginstitutionsopholdet og opholdet i den formidlede dagpleje så vidt muligt bør følge den tid, ordningen faktisk benyttes i. Det bør ske via tidsblokke på ca. 10 timer, dog at der mindst skal betales for 15 timer pr. uge.'

Det fremgik af de skriftlige bemærkninger til forslaget, at kommunerne burde have mulighed for at nedbringe og forhøje forældrebetalingen for at styrke det kommunale selvstyre. Videre skulle forældre have mulighed for at tage deres børn ud af daginstitutionerne helt eller delvis i en periode med for eksempel arbejdsløshed med sikkerhed for, at de igen senere kunne få samme institution/pasningstid.

Socialudvalget afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Jytte Andersen (S), Karen Højte Jensen (KF), Pia Larsen (V), Carsten Andersen (SF), Jane Oksen (FP), Kirsten Damgaard Lee (RV), Bodil Melgaard Haakonsen (CD) og Inger Stilling Pedersen (KrF)