B 16 Forslag til folketingsbeslutning om en skatteomlægning. (Indførelse af bruttoafgift og nedsættelse af person- og selskabsskat m.v.).

Samling: 1989-90
Status: Bortfaldet
Beh sammen med B 13 - B 15.

Efter 1.beh henvist til Det Politisk-Økonomiske Udvalg (PØU).

Ifølge beslutningsforslaget skulle Folketinget opfordre regeringen til at fremsætte lovforslag, der sikrede væsentligt lavere skatteprocenter for personer og virksomheder.

Lavere skatteprocenter skulle inden for provenuneutrale rammer sikres ved, at skattegrundlaget blev gjort bredere med færre skattefri områder og fradrag og lavere fradragsværdi for tilbageværende fradrag.

Det skulle ved omlægningen sikres, at familier med normale indkomst- og fradragsforhold og virksomheder, der investerer i nye arbejdspladser, ikke stilles ringere. Særlig måtte det sikres, at omlægningen ikke forstærkede de store generationsmæssige uligheder på ejerboligmarkedet.

Regeringen opfordredes derfor til at udarbejde lovforslag med følgende indhold:

- Der indføres en afgift på 25 pct. på bruttoindkomst i form af løn og erhvervsindtægt. Afgiften fradrages fuldt ud i grundlaget for den personlige indkomst. Afgiften udformes, således at den samlede omlægning hverken påvirker de samlede lønomkostninger eller den samlede disponible indkomst for de erhvervsaktive.

- Den personlige indkomstskat nedsættes, således at den lave personskatteprocent kommer ned på 35 pct., faldende på længere sigt til 30 pct., samtidig med at de skattefri bundfradrag forhøjes væsentligt.

- Det sikres, at den reelle lejeværdibeskatning ikke ændres, og at skattens reelle tyngde og rentefradragets reelle værdi fastholdes på 'gamle', fastforrentede fordringer og fastforrentet gæld fra før omlægningen.

- Overførselsindkomsterne fritages for bruttoafgift og justeres, så omlægningen ikke medfører ændringer i de disponible indkomster for de enkelte.

- Provenuet fra de hidtil skattefrie og lavtbeskattede områder anvendes til gradvis at fordoble 6 pct.-skattens reelle bundfradrag for enlige.

- Selskabs- og virksomhedsskatten nedsættes til først 35 pct. og siden 30 pct., samtidig med at hidtil skattefri avancer beskattes og fradrags- og henlæggelsesmuligheder begrænses.

- Der gennemføres udligningsordninger, som sikrer, at kommuner og amter fastholder et uændret indtægtsgrundlag.

Det Politisk-Økonomiske Udvalg afgav ikke betænkning over beslutningsforslaget.